Mesterstykke af FCN

Kategorier


FCK fik til tider lagt pres på i dødboldsituationer, men Jesper Hansen holdt endnu engang clean sheet. FC Nordsjællands clean sheet nr. 13 i denne sæson, og nr. 2000 ialt i Superligaens historie. (Foto: Boesenfoto.dk)

Mesterstykke af FCN

Med 1-0 over FCK i en fyldt Farum Park holder FC Nordsjælland liv i guldduellen til de kommende kampe

Et fantastisk mål af Mikkel Beckmann sikrede FC Nordsjælland 1-0 sejren over FCK i en meget intens kamp foran næsten 10.000 tilskuere i Farum Park, hvor der blev sat tilskuerrekord. Guldkampen var opgøret dømt på forhånd, og selv om FCK fortsat fører med tre point i tabellen, var det et mesterstykke, de nordsjællandske tigre leverede. Det var måske ikke den bedste kamp, FCN har spillet, men viljen til at sikre de tre point lyste ud af samtlige mand. Og den blev belønnet, da det målrettede fokus i 2. halvleg også blev tilsat opfindsomt spil og et pragtmål. Kampen om mesterskabet står nu vidt åben med fire spillerunder igen, og kan FCN holde stilen, vil presset være på FCK helt frem til sidste spillerunde. Men allerede på lørdag venter en ny udfordring, nemlig en svær udekamp i Lyngby, og det gælder om at juble færdigt i dag og allerede rette fokus mod næste hurdle i morgen. Lige præcis det, har FCN været god til hele sæsonen, og med fjerde sejr på stribe har tigrene sat en tyk streg under værdigheden som mesterskabskandidat. Kampens betydning skinnede tydeligt igennem i hele 1. halvleg, hvor der nærmest var stillingskrig mellem de to tophold. FCK gik højt op og lagde pres på FCN, der havde svært ved at komme til sit vante boldsikre pasningsspil. Det gav også en chancefattig 1. halvleg, hvor FCN kun formåede at spille sig til et par skudchancer, men ikke for alvor fik testet Johan Wiland i FCK-målet. Nicolai Stokholm og Mikkel Beckmann forsøgte sig fra distancen, men rigtigt farligt blev det ikke. FCK var derimod to gange ved at spille sig igennem til gode måltilbud. Den ene gang kom Pierre Bengtsson fri til skud efter bandespil med Cesar Santin, men bolden lå til Bengtssons døde højreben, og skuddet sad lige på Jesper Hansen. Kort før pausen spillede FCK sig igennem til baglinjen, og da Jesper Hansen kun fik indlægget løftet en anelse ud i feltet, fik Cesar Santin en god afslutningsmulighed, men han skød langt over mål, og holdene kunne gå målløse til pausen efter en en højintens men chancefattig 1. halvleg. FC Nordsjælland kom  rigtig godt ud efter pausen og på et gyldent kvarter blev FCK sat under pres. En skadet Kasper Lorentzen måtte udgå til fordel for Rawez Lawan, men FCN havde fundet rytmen i spillet og holdt pres på FCK. Det gav bonus i det 54. minut, da Mikkel Beckmann efter glimrende opspil udfordrede FCK-forsvaret med direkte driblinger og efter smart ét to spil med Nicolai Stokholm kom på skudhold. Iskoldt drejede Beckmann bolden udenom den forgæves sprællende Johan Wiland og i kassen ved fjerneste stolpe med venstrebenet. En perletræffer. Beckmann is back. Herefter holdt FCN fast i en periode, men så begyndte FCK at arbejde sig til et modtryk. FCN svarede igen ved at sætte Andreas Bjelland på banen til comeback efter sin skadespause, og Bjelland gik straks ind i forsvaret med stor autoritet sammen Jores Okore, der spillede fremragende hele kampen og holdt Dame N’Doye i et jerngreb. FCK fik skabt målchancer i nogle dødboldsituationer. Især efter et hjørnespark godt fem minutter før tid var FCN særdeles heldig med, at FCK ikke fik skubbet bolden over stregen, men ellers afviste FCN-forsvaret det meste. Og FCN holdt godt fast i bolden, hver gang den blev erobret. Det tappede kræfterne fra FCK, og de københavnske løver virkede modløse mod slutningen, hvor tigrene flere gange var ved at skabe den afgørende mulighed for at lukke kampen. Bl.a. havde Søren Christensen en nærgående afslutning efter et mønsterangreb, hvor Johan Wiland måtte ud i fuld længde for at redde. Men spændingen holdt sig til sidte fløjt, hvor FCN-spillerne og størsteparten af publikum kunne juble. Og spændingen i toppen af Superligaen er intakt. Næste afsnit i guldduellen skrives på lørdag, når FCN gæster Lyngby. 

Superligaen, 29. runde, 2. maj

FCN-FCK 1-0 (0-0)
Mål:
54. minut: 1-0 Mikkel Beckmann, assist Nicolai Stokholm
Tilskuere: 9.943
Dommer: Michael Tykgaard
Advarsler: Christian Bolanos og Kris Stadsgaard, FCK, samt Søren Christensen, FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
4 Henrik Kildentoft (ind i 61. minut 5 Andreas Bjelland)
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Tobias Mikkelsen
10 Mikkel Beckmann (ind i 68. minut 19 Mark Gundelach) 
17 Søren Christensen
18 Michael Parkhurst
20 Kasper Lorentzen  (ind i 52. minut 12 Rawez Lawan)
På bænken uden at komme ind:
16 Rune Pedersen
22 Andreas Laudrup
24 Andreas Granskov
30 Lasse Petry