Jores Okore til EM

Kategorier


Jores Okore er blevet udtaget til Danmarks EM-trup. (Foto: Boesenfoto.dk)  

Jores Okore til EM

FC Nordsjælland får hele tre spillere med Danmark til EM. Jores Okore slutter sig i dag til Andreas Bjelland og Tobias Mikkelsen i landsholdslejren.

  Det har været et fantastisk døgn for FC Nordsjælland. Og måske i endnu højere grad for Jores Okore. Onsdag aften blev den 19-årige forsvarsklippe dansk mester med FC Nordsjælland, og torsdag formiddag udtog Landstræner Morten Olsen ham til EM, hvor han skal repræsentere Danmark sammen med holdkammeraterne Andreas Bjelland og Tobias Mikkelsen. Dermed kroner FC Nordsjælland en stor sæson med at være den danske klub med flest spillere til EM-slutrunden i Polen og Ukraine i næste måned til stor glæde for den sportslige ledelse. -Vi er meget stolte over, at Jores nu også skal med til EM. Og jeg synes, det er meget fortjent. Vi har haft en fantastisk sæson, hvor holdet og hver enkelt spiller er vokset, og det er han om nogen synonym på. Vi er virkelig glade for alle FC Nordsjællands tre repræsentanter i EM-truppen, men jeg må indrømme, det alligevel er lidt ekstra specielt med Jores. For han er en af dem, der har taget hele vejen gennem vores talentsystem, og derfor er det her en stor dag og et stort skulderklap til alle i vores ungdomsafdeling lige fra trænere til stab og tidligere og nuværende holdkammerater, siger Sportsdirektør Jan Laursen. Jores Okore var en del af den første årgang som kom hele vejen igennem FC Nordsjællands talentudvikling, og har på trods af sine blot 19 år allerede vundet den danske pokalturnering, det danske mesterskab og fået sin debut på det danske A-landshold. Nu venter den næste store milepæl altså lige om hjørnet, hvor deltagelsen i en slutrunde nu er en kendsgerning. Udover Jores Okore har også David Jensen, Seejou King, Lasse Petry, Nichlas Rohde, Oguzhan “O.G” Aynaoglu og Søren Henriksen fra årgang 1992 fået 1.holdsdebut i FCN.