Fra græs til kunst på syv uger

Kategorier


Sådan så det ud, da gravmaskinerne gik igang i Farum Park med at fjerne græsset og vækstlaget.

Fra græs til kunst på syv uger

Farum Park skifter den gamle græsbane ud med en ny kunstgræsbane, der opfylder alle FIFA krav til topfodbold på højeste niveau. Følg hele forløbet i billedkavalkaden under denne artikel

FC Nordsjællands spillere præsterede et sandt kunststykke i denne historiske sæson, som den 23. maj kulminerede med titlen som Danmarksmester 2012. Mesterstykket blev fuldendt på Farum Parks gamle græsbane, og det blev også det absolut sidste spark på det underlag, der er i gang med den helt store forvandling. Netop nu er de store gravmaskiner gået i gang med at fjerne grønsværen, som skal erstattes af en toplækker kunstgræsbane af ypperste kvalitet. Efter planen et skifte fra græs til kunst på kun syv uger. Straks efter Pinsen gik gravemaskinerne i gang tirsdag 29. maj. De er startet med at fjerne græstørv og vækstlag, og i næste etape graves der af ned til en dybde af 40 cm. Det gøres separat, da jorden skal forskellige steder hen. Farum Park har et areal på ca. 8.600 kvadratmeter, og kun en mindre del af græsset røg ud i private haver, da fansene efter guldtriumfen fik tilbudt at tage et stykke af Farum Park med hjem som minde om triumfen. Når der er gravet 40 cm. ned overalt, starter opbygningen af den nye kunstgræsbane, men forinden skal der etableres vandtanke til opsamling primært af vand til genbrug ved vanding af banen, samt regnvand. Der trækkes også rør under banen til fremføring af TV-kabler, så man ikke længere skal trække ledninger rundt om banen. Og vandingssystemet lægges ud. Derefter opbygges banen fra bunden på stabilt grus, og ovenpå dette en drænmåtte til opsamling af regnvandet, en skumgummipad og et varmenet. Endelig kan måtterne med kunstgræs placeres og fyldes med organisk materiale bestående af kokusfibre, kork og plantefibre. FCNs samarbejdspartner i denne fase er Nordisk Kunstgræs, som forhandler det verdenskendte Limonta græs i Danmark. Selve opbygningen af banen er planlagt til at starte 20. juni, og når banen står færdig 15. juli vil den fremstå med grønne strå med en frihøjde på 1½ til 2 cm. over fyldet. Herefter er den spilleklar, og for at opnå FIFA godkendelse til fodbold på allerhøjeste niveau – hvilket også indbefatter landskampe og Champions League – anbefales det, at der spilles op mod 100 timer på banen. Godkendelsen ”FIFA 2 Star” forventes banen at få mellem 20. og 24. juli. FC Nordsjælland har derfor søgt om udebane i de to første runder af Superligaen, hvorefter den nye kunstgræsbane i Farum Park vil være klar til at tage imod danmarksmestrene foran eget publikum i 3. spillerunde af den nye sæson.

Følg forvandlingen fra uge til uge i Farum Park. Herunder vil løbende komme nye billeder fra det syv uger lange forløb:
Uge 22:





                     

Uge 23:












Uge 24:












Uge 25























Uge 28