FCN køber Lorentzen

Kategorier


Kasper Lorentzen og Allan K. Pedersen trykker her hånd efter dagens kontraktunderskrivelse.

FCN køber Lorentzen

FC Nordsjælland har købt Kasper Lorentzen hos Randers FC. Offensivspilleren har nu hjemmebane i Farum Park for de næste tre år.

I vinterpausen lejede FC Nordsjælland landsholdsspilleren Kasper Lorentzen i Randers FC. Aftalen blev lavet med en købsoption, så FCN kunne gøre skiftet permanent inden sommerpausen. Det har ledelsen i FCN nu benyttet sig af til stor glæde for hovedpersonen selv. – Jeg har været utrolig glad for at være her, og jeg har derfor håbet, det ville ende på denne her måde. Nu er jeg jo faldet på plads efter fire måneder i klubben, og jeg har fået bekræftet, at jeg passer ind her. Jeg er rigtig glad for at være i FCN, og er sindssyg lettet over, at jeg nu har de næste tre år på plads. FC Nordsjælland er et kanonsted at komme hen, når alt er, som man kan lide det, og der samtidig er en flot udvikling i gang med holdet og klubben. Mit mål med udlejningen var at overbevise FCN om, at jeg skulle være her længere, og det er indfriet nu. Jeg kan se frem til de mange spændende opgaver, der ligger og venter i FC Nordsjælland, siger Kasper Lorentzen. Lorentzen har været en stor del af FC Nordsjællands succesfulde forår, der onsdag aften kan kulminere med guldmedaljer, hvis Horsens besejres i Farum Park. Og hans evne til at tilpasse sig miljø og spillestil har været afgørende faktorer i beslutningen om at bruge penge til at købe ham fri. – Det har hele tiden været intentionen, at Kasper Lorentzens skifte til FC Nordsjælland skulle blive permanent. Og den tid han har været her har kun bekræftet os i, at han som menneske og fodboldspiller passer til os og vores måde at gøre tingene på. Kasper har flere gange i dette forår været en afgørende spiller for os, og vi er meget tilfredse med, at han nu også er en del af vores fremtid, siger Sportsdirektør Jan Laursen. – Vi kunne godt have ventet med at tage denne beslutning og gennemføre købet til efter den sidste kamp mod Horsens er overstået, og vi ved, om vi har vundet guld eller sølv. Men i forhold til næste sæson og Kasper Lorentzen, så er vi superambitiøse, uanset om det bliver til det ene eller det andet, og derfor valgte vi, at få det på plads nu.