Danmarksmestrene spiller i Hillerød i aften

Kategorier


FCN kommer til Hillerød med brede guldsmil om munden. (Foto: Boesenfoto.dk)

Danmarksmestrene spiller i Hillerød

FCN møder i aften kl. 19 Hillerød Allstars i en opvisningskamp på Hillerød stadion til fordel for indsamlingen af penge til to kunstgræsbaner i Hillerød

Det bliver i aften mulighed for alle fodboldglade nordsjællændere til at møde de nykårede danske mestre fra FCN, der spiller opvisningskamp på Hillerød stadion kl. 19.00 mod Hillerød Allstars, et hold sammensat af spillere fra alle samarbejdsklubberne i Hillerød kommune. Det er et kæmpe stort arrangement, der afvikles af foreningen Kunstgræs i Hillerød, der har til opgave at samle penge til at få anlagt to kunstgræsbaner ved Hillerød stadion. FC Nordsjælland vil gerne støtte den gode sag, og det bliver den eneste opvisningskamp, FCN spiller i denne sommer, inden spillerne får en velfortjent ferie. Opvisningskampen fløjtes igang kl. 19.00, men forinden sker der også en hel masse på Hillerød Stadion, hvor portene åbnes for folkefesten allerede kl. 16.30. Der spilles forkampe, og der bliver en officiel åbning ved borgmester Kirsten Jensen, samt overrækkelse af et bidrag fra Håndværker- og Industriforeningen i Hillerød, før FC Nordsjællands Danmarksmestre hyldes og kampen går igang. Efter kampen skriver FC Nordsjællands spillere autografer, og man kan blive fotograferet sammen med dem. Hele entreindtægten går ubeskåret til anlæg af kunstgræsbanerne i Hillerød, så kom og få en oplevelse og støt et godt formål.