Champagne til aktionærerne

Kategorier


DM pokalen og en billedkavalkade som baggrund supplerede beretningen fra bestyrelsesformand Allan K. Pedersen under dagens generalforsamling.

Champagne til aktionærerne

FC Nordsjælland A/S kunne ved dagens generalforsamling melde om et overskud på godt en halv million kr. for regnskabsåret 2011

FC Nordsjælland A/S holdt i dag generalforsamling i Farum Park, hvor aktionærerne var mødt talstærkt frem. Stemningen var ekstra fin, da modtagelsen skete i et lokale, der var prydet af DM pokalen, og beretningen fra bestyrelsesformand Allan K. Pedersen var suppleret med en billedkavalkade fra sæsonen og især fra guldtriumfen onsdag aften. Efter en omfattende beretning fra Allan K. Pedersen, som satte fokus alle de områder, hvor FC Nordsjælland har udviklet sig særdeles positivt i sæsonens løb, kom man til regnskabet. Og det udviser et overskud på 538.000 kr. for regnskabsåret 2011. – Et overskud på godt en halv million kr. er særdeles positivt og resultat af en meget positiv udvikling hele vejen rundt omkring FC Nordsjælland. – Selv om vi har finanskrise er det lykkedes os at skabe overskud, og set i lyset af de fodboldregnskaber, der ellers kommer frem, har vi grund til at være stolte, siger Allan K. Pedersen. Aktionærerne fik også lov at smage noget af det søde, da generalforsamlingen blev afsluttet med champagne og kransekage til alle, for på den måde også at fejre det danske mesterskab og det gode regnskabsresultat.
Efter generalforsamlingen fik aktionærerne serveret champagne og kransekage for at markere det danske mesterskab 2012 til FCN.