Truppen til Silkeborg

Kategorier


Mikkel Beckmann er for første gang med i truppen efter sin lange skadespause. (Foto: Boesenfoto.dk)

Truppen til Silkeborg

FC Nordsjællands trænerteam har udtaget truppen til Superligakamp i Farum Park søndag kl. 14.00 mod Silkeborg.

FC Nordsjælland spiller søndag eftermiddag kl. 14.00 hjemme i Farum Park mod Silkeborg IF. To hold der normalt giver hinanden tætte og underholdende kampe uanset, hvor de ligger i ligaen. Og endnu en tæt kamp er præcis, hvad FCN’s trænerteam forventer denne gang, hvor SIF kommer til Nordsjælland som Superligaens øjeblikkelige nr.6. – Vi møder et hold, som jeg synes fortjener stor ros for deres måde at gøre tingene på. Silkeborg er et klogt hold, der især er positionsstærkt, og derfor får meget ud af kampene. De er svære at spille mod, og vores kampe mod dem er altid meget lige. Så vi ved godt, det er en hård modstander der har arbejdet godt med tingene, vi skal op mod, siger Cheftræner Kasper Hjulmand. For tigrenes vedkommende var påsken hård. To svære udekampe endte med blot et point, og nu tørster FCN efter at få en sejr efter en god uge på træningsbanen, hvor mange spillere byder sig til og konkurrencen derfor er hård. – Efter et par kampe i påsken, hvor vi endte med kun et point, er vi opsatte på at få et større udbytte og komme tilbage på vindersporet.  Igen har vi haft en hel uge med gode træninger, og jeg kan mærke en god stemning blandt spillerne. Vi ser meget frem til den periode, vi går ind til nu, hvor man kan se enden på det hele, selv om vi er fuldt fokuserede på den næste opgave og alle er meget opsatte på at få tre point i morgen. Så der er koncentration og god konkurrence i truppen, og det et godt udgangspunkt at gå ind til kampen mod Silkeborg med, siger Cheftræneren. Trænerteamet må se bort fra de to landsholdsstoppere Andreas Bjelland, der er ude med en fibersprængning i baglåret, og Jores Okore som skal afsone karantæne. Også Joe Sise og reservekeeper David Jensen er fortsat ikke til rådighed pga. skader. Til gengæld er der comebackmulighed til Mikkel Beckmann der efter en hel uges fuld træning er udtaget til truppen for første gang i år. FC Nordsjællands trup til Superligakamp mod Silkeborg i Farum Park søndag kl. 14.00:
1.Jesper Hansen (M), 4. Henrik Kildentoft, 6. Enock Adu, 7. Nicolai Stokholm, 8. Patrick Mtiliga, 9. Tobias Mikkelsen, 10. Mikkel Beckmann, 12. Rawez Lawan, 16. Rune Pedersen (M), 17. Søren Christensen, 18. Michael Parkhurst, 19. Mark Gundelach, 20. Kasper Lorentzen, 21. Ivan Runje, 22. Andreas Laudrup, 23. Mario Ticinovic, 24. Andreas Granskov, 29. Søren Henriksen, 30. Lasse Petry.

Truppen tæller 19 spillere og derfor skal en enkelt sorteres fra på kampdagen.