Søren C: Dejligt at bidrage med et mål

Kategorier


Søren Christensen var flyvende i denne situation, og han bidrog til sejren med en iskold træffer til 2-0. (Foto: Boesenfoto.dk)

Søren C: Dejligt at bidrage med et mål

– Hele holdet arbejdede hårdt for det, og vi fik trukket den vigtige sejr hjem, siger Søren Christensen

FCN har ofte haft problemer med at score i situationer i gennemløb alene mod målmanden. Men da Søren Christensen slap helt fri på den perfekte stikning fra Tobias Mikkelsen kort inde i 2. halvleg var der ingen slinger i valsen. Iskoldt udplacerede Søren Christensen Silkeborgs keeper til 2-0 og dermed Søren Christensens fjerde sæsontræffer. – Det var en super bold, jeg fik af “Tobi”. Der kunne man virkelig se hans landsholdskvaliteter. Og jeg er da glad for, at jeg fik scoret. Det er lidt længe siden sidst, og det er dejligt at bidrage med et mål og hjælpe holdet på den måde. – Vi spillede ikke så godt i 1. halvleg, men målet til 1-0 lige før pausen skaber ro, og så fik vi ændret lidt til 2. halvleg. Vi er måske lidt nede rent spillemæssigt i øjeblikket, og vi må steppe op igen, men hele holdet arbejdede godt, og vi fik trukket den vigtige sejr hjem. Ros til alle mand. Nu kan vi nyde resten af søndagen, sagde en træt Søren Christensen, der igen havde ydet et stort løbearbejde. FC Nordsjællands anden målscorer, Patrick Mtiliga, blev noteret for sin første Superligascoring med tigeren på brystet: – Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg var i offside position, men der blev ikke fløjtet, og så måtte jeg jo bare gøre arbejdet færdigt, sagde Patrick Mtiliga om den iskolde facon, han afdriblede keeperen på, inden han lagde læderet ind i det tomme mål. Enock Adu var igen et boldfast omdrejningspunkt på FC Nordsjællands midtbane, og han blev kåret som Man of the Match. Men det var især sejren, han glædede sig over: – Det var en god oplevelse i dag. Det er godt, at vi fortsætter kursen og holder fst i toppen på hårdt arbejde. Organisationen på holdet er helt på plads, og moralen er i top. – Vi har så mange spillere, der kan gå ind og spille de forskellige positioner, og det er vigtigt, at der hele tiden er folk til at tage over, når vi mangler nogle, siger Enock Adu. Nu er Mikkel Beckmann måske også snart et bud på en plads igen. Han fik comeback i de sidste fem minutter efter skaden, der har holdt ham ude hele foråret: – Det var dejligt at være på banen igen, og nu satser jeg på at spille reserveholdskamp i morgen. Men der går nok stadig lidt tid, før jeg kommer op i gear, siger Mikkel Beckmann.