Skidt kamp af reserverne

Kategorier

*
Der var ikke meget at smile af for FCN-spillerne efter sidste fløjt i dagens Reserveholdskamp.

Skidt kamp af reserverne

Trods mange chancer i det sidste kvarter tabte FCN 2-4 til VB Kolding i Reserveholdsturneringen

Et gyldent kvarter til sidst var langtfra nok til at redde hverken point eller helhedsindtrykket af en skidt kamp for FCN i Reserveholdsturneringen. Hjemmekampen mod Vejle Boldklub Kolding blev tabt med 2-4, og set over kampen som helhed var det ganske fortjent, at sejren gik til østjyderne. Især i 1. halvleg spillede FCN uden gnist og helt ideforladt i opbygningen af spillet. Der var slet ikke bevægelse nok til at finde de rum, der efter tålmodigt bagspil skulle skabe overgangen til en kreativ offensiv. Derfor endte en del opspil med dumme boldtab på farlige steder, og på et af disse efter godt et kvarters spil startede gæsterne en hurtig kontra, som venstre back, Seejou King, stoppede med et hiv i trøjen i feltet, og dommeren takserede forseelsen til straffespark og gult kort. Vejle bragte sig sikkert foran 1-0 fra 11 meter pletten. Der gik en halv time, før FCN havde den første farlige afslutning, og det var et nærgående hovedstød fra Jacob Egeris efter hjørnespark, men bolden gik lige forbi mål. Og i det 36. minut kom et afgørende moment for kampen, da Mark Gundelach blev spillet blank med gæsternes målmand men slød lige på keeperen. Og så gik det ellers stærkt den anden vej, og sekunder efter havde Vejle Boldklub Kolding scoret til 2-0. FCN foretog et par udskiftninger i pausen og fik lidt bedre fat. Nichlas Rohde havde chancen for at reducere på en friløber, men også han skød lige på målmanden. Men ti minutter efter pausen fik FCN bonus af den fornyede energi, og pres fra Andreas Granskov og Nichlas Rohde på målmand og forsvarer fremtvang et klodset selvmål til 1-2. Den scoring burde have givet FCN den fornødne ballast, men spillet hang fortsat ikke godt nok sammen, og efter en time kunne gæsterne alt for let score til 3-1 og ti minutter senere til 4-1 efter svag opdækning ved et hjørnespark. Først herefter vågnede FCN-spillerne for alvor til dåd. Bjarke Jacobsen var kommet på banen fra 2. halvlegs start og fik sammen med Lasse Petry sat skik på opspillet, så FCN pludselig begyndte at skabe målchancer. Reduceringen til 2-4 kom dog først fem minutter før tid, da Nichlas Rohde helt fritspillet uselvisk afleverede ind foran tomt mål til Andreas Granskov, der let kunne trille bolden over stregen. Herefter havde både Nichlas Rohde og Mark Gundelach scoringstilbud, der kunne have skaffet et point. Men det lykkedes ikke, og gæsternes sejr var også ganske fortjent, lød den klare melding fra Assistenttræner John Bredal: – Kampen fik det rigtige udfald, for vi havde ikke fortjent at vinde. Det var en dag, hvor vi hverken individuelt eller som hold præsterede det, der skal til. Der var slet ikke flow nok i vort spil til at skabe gennembrud. – Afslutningen af kampen er fin, men det er ikke nok med 15 gode minutter til sidst, for gennem det meste af kampen var der ikke bevægelse nok til at skabe det rigtige opspil, siger John Bredal. 1. Team Coach Flemming Pedersen tilføjer: – Det kræver tålmodighed i opspillet for at skabe plads til angreb, men det kræver også de rigtige bevægelser. Og de kom ikke. Vi gjorde ikke hinanden gode, og vi viste for dårlig arbejdsmoral i dag. Matchfakta:
FCN-Vejle B Kolding 2-4 (0-2)

FCN startopstilling (4-3-3):
Rune Pedersen (M) – Mark Gundelach, Jacob Egeris, Søren Henriksen, Seejou King – Lasse Petry, Oguzhan ”O.G”, Aynaoglu, Andreas Laudrup – Rawez Lawan, Andreas Granskov og Nichlas Rohde.

Mål:
16. minut: 0-1. 36. minut 0-2. 55. minut 1-2 Selvmål. 61. minut 1-3. 71. minut 1-4. 85. minut 2-4 Andreas Granskov Udskiftninger:
46: Bjarke Jacobsen ind for Rawez Lawan
46: Mads Windekilde ind for Seehou King
67: Rasmus Jensen ind for Andreas Laudrup