Klasse, klasse og meget mere klasse

Kategorier


Tobias Mikkelsen lukkede festen i Farum Park med målet til 5-3. (Foto: Boesenfoto.dk)

Klasse, klasse og meget mere klasse

I en helt fantastisk medrivende kamp scorede Søren Christensen tre mål, og FCN vendte et truende nederlag til en super sejr på 5-3 over AGF

Da FCN efter en lille halv time var bagud 0-2 hjemme mod AGF, så det rigtig skidt ud for de nordsjællandske tigre. Men de fandt ufattelige mentale ressourcer frem og gav publikum i Farum Park en ordentlig karruseltur. Først med udligning til 2-2 i løbet af de næste ti minutter, men derefter en ny nedtur med endnu en århusiansk scoring til 3-2 lige før pausen. Men i 2. halvleg var kursen kun én vej: Opad. Først udligningen til 3-3 en halv time før tid på tredje mål af Søren Christensen, og derefter et fuldendt mesterstykke med to kasser i de sidste ti minutter til en historisk 5-3 sejr. Det var klasse, klasse og meget mere klasse på alle måder af FCN. Den kamp kan faktisk ikke beskrives. Den skulle opleves live, og det blev den heldigvis af op mod 6.000 tilskuere i Farum Park, og på onsdag kl. 20 får de selskab af mindst 4.000 mere, for der bliver tætpakket i en fyldt Farum Park til topbraget mod FCK. Sejrscifre på 5-3 i Superligaen er i sig selv helt ekstraordinært. Især mellem to mandskaber, der nomalt er kendt for stærkt forsvarsspil. Men det var dagen, hvor alle offensive kræfter blev sat ind og overmatchede de defensive i en sådan grad, at underholdningsværdien nåede helt fantastiske højder. Og den mentale styrke, der ligger bag at vende en kamp fra 0-2 til 5-3 er så imponerende, at det lover ekstremt godt for FC Nordsjællands medaljedrømme i de fem resterende Superligarunder. Andenpladsen blev forsvaret på overbevisende facon og FCK mærker givetvis trykket før deres kamp i morgen og det interne møde i Farum Park på onsdag. Det var i den første halve time af dagens kamp slet ikke til at forudse, at det ville ende sådan, for FCN forsvarede sig langt under vanlig standard. Der blev lavet elementære placeringsfejl og taget forkerte chancer. Således var AGF tæt på at komme i front allerede efter fire minutter, men her reddede Jesper Hansen overfor en helt fritspillet Aron Johannsson. Jesper Hansen var dog prisgivet overfor Martin Jørgensen i det 14. minut, da AGF’s grand old man fik lov at eksekverede et straffespark, klodset begået af Jores Okore overfor Aron Johannsson. Og rigtig skidt så det ud, da AGF i det 26. minut alt for let kunne øge til 2-0 efter et hurtigt gennemført kontraangreb, hvor FCN-forsvaret også virkede tøvende, så Peter Graulund let kunne ekspedere Søren Bergs præcise indlæg i nettet. Inden da havde FCN kun haft én stor målchance ved Kasper Lorentzen, der sled sig helt fri men desværre skød lige på målmand Steffen Rasmussen. Men den viste, at FCN kunne ryste det århusianske forsvar med hurtigt pasningsspil, og det var lige præcis, hvad tigrene gjorde med Søren Christensen som afslutter og målscorer to gange i træk. I det 33. minut afsluttede Søren Christensen med imponerende koldblodighed efter et mønsterangreb sat i scene af Jores Okore, Tobias Mikkelsen og Kasper Lorentzen. Og efter en god skudchance til Henrik Kildentoft, der blev pareret af målmand Rasmussen, spillede Henrik Kildentoft i det 41. minut perfekt ind foran, hvor Søren Christensen smart gled fri og nettede til 2-2. De fleste regnede med, at det ville være stillingen ved pausen, men i 44. minut lavede FCN igen en bommert i forsvaret, som AGF prompte udnyttede til scoring 3-2 på hovedstød ved Aron Johannsson. Fra 2. halvlegs start sendte FCN Mikkel Beckmann på banen, og måltyven skulle vise sig at få en hovedrolle senere. Først måtte FCN slide sig til et spilovertag, og den fortjente udligning, som Søren Christensen sørgede for med sin tredje kasse i det 59. minut, da han prikkede bolden forbi den fremstormende Steffen Rasmussen og i kassen til 3-3 på en fin stikning fra Tobias Mikkelsen. Tigrene blev ved med at jagte sejrsmålet, og det kom i 85. minut, da Tobias Mikkelsen blev spillet til baglinjen og smart afdriblede en forsvarer for at sende bolden fladt ind til Andreas Laudrup, og hans skud nåede Mikkel Beckmann lige akkurat at dreje i mål til 4-3. Da AGF i tillægstiden måtte satse alt, fik FCN de helt åbne kontrachancer, som Tobias Mikkelsen flot udnyttede i det 94. minut helt fritspillet af en veltimet aflevering fra Enock Adu. 5-3 og vild jubel jubel blandt både spillere og tilskuere.  Topunderholdning og mental klasse. Vil man sikre billet til fortsættelsen i Farum Park på onsdag kl. 20 mod FCK, er tirsdag sidste frist for køb af billet på forhånd i FCN Shoppens åbningstid fra 16.30 til 19. Ellers kan billet kun købes på kampdagen.

Superligaen, 28. runde, 28. april

FCN-AGF 5-3 (2-3)
Mål:
14. minut: 0-1 Martin Jørgensen (straffe)
26. minut: 0-2 Peter Graulund
33. minut: 1-2 Søren Christensen, assist Kasper Lorentsen
41. minut: 2-2 Søren Christensen, assist, Henrik Kilentoft
44. minut: 2-3 Aron Johannsson
59. minut: 3-3 Søren Christensen, assist Tobias Mikkelsen
85. minut: 4-3 Mikkel Beckmann, assist Andreas Laudrup
94. minut: 5-3 Tobias Mikkelsen, assist Enock Adu
Tilskuere: 5.713
Dommer: Michael Johansen
Advarsler:  Henrik Kildentoft og Tobias Mikkelsen, FCN, samt Hjalte Bo Nørregaard, AGF.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
4 Henrik Kildentoft (ind i 79. minut 19 Mark Gundelach)
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Tobias Mikkelsen
17 Søren Christensen (ind i 79. minut 22 Andreas Laudrup)
18 Michael Parkhurst
20 Kasper Lorentzen
23 Mario Tikinovic (ind i 46. minut 10 Mikkel Beckmann)
På bænken uden at komme ind:
16 Rune Pedersen
12 Rawez Lawan
24 Andreas Granskov
30 Lasse Petry