Jesper H: Et sjovere pres i år

Kategorier


– Jeg håber, vi kan slå AaB for tredje gang i denne sæon, siger Jesper Hansen før lørdagens udekamp. (Foto: Arnason.dk)

Jesper H: Et sjovere pres i år

– Hver kamp tæller, og vi skal holde fast helt frem til sæsonafslutningen, siger FC Nordsjællands målmand

Der er kun syv spillerunder tilbage i Superligaen, og der står virkelig meget på spil for FC Nordsjælland, der i øjeblikket indtager andenpladsen og har som mål at sikre billet til europæisk fodbold. I de to forgående sæsoner har foråret også været ekstra spændende, krydret med to pokalfinaler, men sidste år var presset et ganske andet, fordi nedrykning kunne være et tema helt frem til maj måned. – Da vi startede denne forårssæson, så vi det som 15 finaler, og nu har vi kun syv tilbage. Hver eneste kamp tæller, men det er et sjovere pres i år, hvor det er toppladserne, der står på spil end da det i sidste sæson var en kamp mod nedrykning ved siden af pokalkampene, siger målmand Jesper Hansen før lørdagens kamp i Aalborg. – Vi kan snart se enden af sæsonen, og jeg glæder mig til hver kamp. Forhåbentlig kan vi blive ved med at holde fast i toppen og få indfriet vores målsætning om europæisk fodbold i løbet af de næste spillerunder. Hvis det lykkes, tager vi målsætningen op til vurdering igen inden de sidste kampe, men lige nu tæller kun kampen mod AaB. – Vi slog dem deroppe sidst, hvor vi spillede en god kamp, men egentlig var indstillet på, at det sluttede uafgjort, da “Stok” fyrede kanonen af og sikrede alle tre point lige til sidst. Og så slog vi AaB på eget græs for første gang nogensinde her i efteråret. Nu håber jeg, vi kan vinde over dem for tredje gang i denne sæson, siger Jesper Hansen. 2-1 sejren i Aalborg på Nicolai Stokholms drømmehug var med til at afstikke FC Nordsjællands sæsonkurs, og selv om spillet i foråret ikke har været helt så sprudlende som i nogle af efterårets kampe, har FCN fastholdt andenpladsen i fin stil og har stadig FCK i syne i toppen. – Vi har ikke følt, at vi har været helt oppe at ringe og spillet det bedste, vi kan i en hel kamp her i foråret, men vi har klaret det det fint nok og går benhårdt efter at fortsætte med at skrabe de nødvendige point hjem. Alle er voldsomt opsatte, men vi skal gerne skrue lidt mere op i de sidste kampe, siger Jesper Hansen. Han kan glæde sig over, at FC Nordsjællands spil normalt løfter sig i foråret i takt med, at banerne bliver bedre at spille på. Og han har det fint med at spille lørdagskamp, selv om resultatet betyder meget for oplevelsen af rundens øvrige kampe søndag og mandag: – Jeg har det godt med lørdagskampe. Så er det sådan en dejlig søndag, hvis man har vundet og kan nyde de andres kampe. Og jeg har en god fornemmelse før vores tur til Aalborg. Jeg tror på, at vi kan komme ind og styre spillet, som vi gerne vil, og så må vi håbe, effektiviteten er der, siger Jesper Hansen. Danske Spil har FC Norsjælland som svag favorit lørdag kl. 17.00 i Aalborg. Oddsene på Den Lange ser således ud: Kamp 83 AaB-FCN 1-X-2 til odds 3,15 – 3,40 – 2,25. Jesper Hansen giver følgende spilforslag på Den Lange hos Danske Spil til tre af de øvrige kampe i denne kommende Superligarunde: 172 Silkeborg-Lyngby 1 til odds 1,65
212 Brøndby-FCM X til odds 3,40
236 OB-AGF X til odds 3,35 Se alle odds hos Danske Spil: KLIK HER