FCN U/19 spillede sig også i pokalsemifinalen

Kategorier

FCN U/19 spillede sig også i pokalsemifinalen

Med en 3-1 sejr ude over Frem Hellebæk er FCN nu mellem de fire sidste i pokalturneringen som det eneste Ligahold

U/19 Pokalturnering: Frem Hellebæk-FCN 1-3 (0-1)
Mål: 40. minut 0-1 Magnus Rasmussen. 62. minut 0-2 Emil Berggreen. 70. minut 1-2 og 81. minut 1-3 Matthias Andersen. Tirsdag aften sikrede FC Nordsjællands U/17 Ligahold sig billet til pokalsemifinalerne, og onsdag aften fulgte U/19 mandskabet trop med en udesejr på 3-1 over Frem Hellebæk. Samarbejdsklubben på den sjællandske nordkyst spiller til daglig i Mesterrækken og havde skabt et særdeles festligt pokalarrangement. – Det var sjovt at spille den kamp med mange tilskuere og rigtig pokalstemning med megafoner og romerlys. Det er selvfølgelig fede kampe for de mindre hold, og vi fik også en oplevelse ud af det. Det er charmen ved pokalfodbold med den slags kampe. Og selv om vi levede op til favoritværdigheden var det langtfra nogen let kamp for os, for det bliver en anden type fodbold, end vi er vant til, siger FC Nordsjællands Cheftræner Peter Feher. FCN var klart spildominerende i kampen, men Frem Hellebæk fosvarede sig godt og holdt stand frem til kort før pausen, hvor Magnus Rasmussen bragte FCN i front. Tigrene kom for alvor på vinderkurs efter en times spil, da Emil Berggreen, der har sine rødder i netop Frem Hellebæk, scorede mod sine tidligere klubkammerater. Frem Hellebæk viste dog også sin målfarlighed flere gange og fik udbytte med små tyve minutter igen til 1-2 reduceringen. Det skabte ekstra stemning blandt de ca. 300 tilskuere, men knap ti minutter før tid fik FCN lukket kampen med mål af Matthias Andersen til 3-1. FCN bliver det eneste Ligamandskab i semifinalerne, idet HB Køge sendte Brøndby ud. Slagelse B&I kvalifecerede sig med en sikker sejr over Greve, der ellers i den foregående runde havde slået Lyngbys Ligahold ud. Endelig sikrede BSV sig semifinalebillet med en udesejr over Helsinge i opgøret mellem de to FCN-samarbejdsklubber. Hvem FCN skal møde er endnu ikke fastlagt.