FCN tæt på sejr over FCK

Kategorier


Andreas Granskov var med fra start i dagens reserveholdskamp mod FCK. (Foto:FCN)

FCN tæt på sejr over FCK

FC Nordsjælland førte med 1-0 over FCK i dagens reserveholdskamp, da den officielle tid udløb. En sen udligning kostede dog sejren.

FCN stillede til dagens reserveholdskamp med flere profiler. Rune Pedersen vogtede målet, ligesom Henrik Kildentoft, Andreas Laudrup og Rawez Lawan var på banen fra start. Hos modstanderne fra FCK var Mathias Zanka Jørgensen med igen efter en skadesperiode mens den tidligere FCN back, Pierre Bengtson, spillede alle 90 minutter. I begyndelsen af kampen var det FCK som havde et overtag, men FCN spillerne fik efterhånden mere kontrol over begivenhederne og i sidste halvdel af 1. halvleg var det tigrene, som skabte mest. Tættest på var Oguzhan ”O.G” Aynaoglu med et skud, der strøg forbi FCK målet.

Ti minutter inde i 2.halvleg havde FCK en chance efter hjørnespark, men FCN fik afværget efter klumpspil i straffesparksfeltet. FCN bevarede doge overtaget efter pausen og efter 67 minutters spil gav det udbytte. Mads Thomsen skar ind i banen og skød på mål, Rawez Lawan fulgte op med en afslutning som FCK keeper Kim Christensen ikke kunne holde, og i tredje forsøg flugtede Andreas Laudrup bolden i mål til FCN føring. Herefter blev der skiftet en del ud på begge mandskaber, inden Rawez Lawan fik en stor chance i slutfasen. En fejl i FCK forsvaret sendte den pågående angriber alene mod mål, men forsøget, henover en fremstormende Kim Christensen, gik forbi. I stedet for det afgørende 2-0 mål var det FCK, der fik scoret til sidst. En fejl i FCN forsvaret gav Mustafa Abdellaoue chancen og den norske angriber var hurtigt over bolden og scorede sikkert til resultat 1-1.

FCNs assistenttræner John Bredal var naturligt nok skuffet efter kampen:

-Det er en kamp vi skal lukke ned og vinde 1-0. Jeg mener ikke vi havde fortjent at vinde med flere mål, men når der står 1-0 til sidst, og vi har haft et overtag det meste af kampen, skal vi vinde. Desværre laver vi en ærgerlig fejl til sidst.

John Bredal glædede sig imidlertid over Rawez Lawan, der fik ros for sin indsats:

-Det var rart at se Rawez Lawan i fuld vigør. Han lignede den Lawan vi kender og det er vigtigt at han finder formen. Desuden glæder vi os over at tre spillere fra årgang 96 fik debut i reserveholdsligaen, sagde John Bredal.

Matchfakta:

FCN – FCK 1-1 (0-0)

FCN Startopstilling (4-3-3): Rune Pedersen (M) – Mark Gundelach, Jeppe Christiansen, Jacob Egeris, Peter Larsen – Lasse Petry, Henrik Kildentoft (A), Oguzhan ”O.G” Aynaoglu – Andreas Laudrup, Rawez Lawan og Andreas Granskov.

Mål:

67. Andreas Laudrup
90. FCK

Udskiftninger:

60. Mads Thomsen ind for Oguzhan ”O.G” Aynaoglu
77. Marcus Ingvartson ind for Andreas Granskov
80. Christian ”TK” Køhler ind for Jacob Egeris
86. Simon Lund ind for Rawez Lawan Advarsler:

15. Jacob Egeris