U/17 tabte i Italien til Lazio

Kategorier


FCN U/17 klar til kampen mod Lazio i Arco Cup i Italien.

U/17 tabte i Italien til Lazio

FC Nordsjællands U/17 mandskab deltager i Arco Cup og efter et uheldigt nederlag på 0-2 til Lazio gælder det i dag kampen mod Juventus

I lighed med sidste år er FC Nordsjællands U/17 Ligatrup taget til Italien for at deltage i den store turnering Arco Cup, hvor 16 stærke hold dyster. De 14 er fra Italien og kun ét hold udover FCN er således udenlandsk. FCN er kommet i pulje med Lazio, Juventus og Chievo Verona, og desværre startede de unge tigre med et lidt uheldigt nederlag i føste kamp i går til Lazio. Italienerne var ikke skræmmende, men de fik en ønskestart med et mål direkte på frispark efter kun to minutters spil, og da de lidt senere udnyttede en anden standardsituation til endnu en scoring, blev det svære betingelser for FCN. Spillemæssigt var FCN godt med og havde styr på kampen, og det lykkedes også at skabe to tre gode scoringsmuligheder, men effektiviteten var ikke i top. Lazio var tydeligt tilfreds med 2-0 føringen, og den koncentrerede italienerne sig om at holde i en 2. halvleg uden mange målchancer, så det blev også kampens facit. FC Nordsjællands U/17 Cheftræner Sune Jensen ser dog positivt på indsatsen: – Vi skaber chancer mod et godt hold, og vi prøver hele tiden at spille fodbold, men de er bare mere effektive end os. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt at starte med at tabe 0-2 i en kamp, hvor jeg føler, vi var bedre end dem. – Det positive er, at drengene fik meget ud af kampen og lærte noget om, hvordan det er at spille under uvante forhold. Nu møder vi Juventus i næste kamp, og det bliver bestemt ikke lettere, men vi tror på chancen, siger Sune Jensen. Kampen mod Juventus spilles i dag og i morgen lødag gælder det sidste gruppekamp mod Chievo Verona. Kun vinderen af gruppen går videre i Arco Cup.