Tobias M: Den ville bare ikke ind i dag

Kategorier


Tobias Mikkelsen skabte flere gode angreb men havde ikke held med sine egne afslutninger mod Brøndby. (Foto: Arnason.dk)

Tobias M: Den ville bare ikke ind i dag

– Hvis jeg havde scoret på én af mine to store chancer, var det blevet en anden kamp, siger Tobias Mikkelsen

I sidste weekend kunne Tobias Mikkelsen sole sig i rollen som matchvinder i Odense mod OB, men selv om han igen i hjemmekampen mod Brøndby var med i mange gode aktioner, blev kampen et slemt antiklimaks for ham. Tobias Mikkelsen havde nemlig FC Nordsjællands to absolut største målchancer i kampen uden at få bolden sparket i kassen. Og han ærgrede sig voldsomt i omklædningsrummet bagefter, for begge måltilbud faldt på tidspunkter, hvor han kunne have bragt FCN i front. Først ved 0-0 efter ti minutters spil, og midt i 2. halvleg ved stillingen 1-1. – Ved den første chance havde jeg så god tid, at jeg kunne tage en berøring, og den bold skal bare sparkes ind. Det havde givet en helt anden kamp. Og det havde også ændret alt, hvis jeg havde unnyttet chancen i 2. halvleg til at bringe os på 2-1. Men sådan skulle det ikke være. Den ville bare ikke ind i dag, siger Tobias Mikkelsen, der vurderer kampforløbet således: – Vi havde 15-20 gode minutter i starten af kampen, men så er det som om, vi går ned i tempo. Så kom vi rigtig godt ud til 2. halvleg og får det mål, vi søger. Og vi skulle også have bragt os foran på det overtag, vi havde efter udligningen. Jeg synes, vi fik virkelig god opbakning, så det er ærgerligt, at vi ikke i det mindste fik uafgjort, siger Tobias Mikkelsen. Skuffelsen i omklædningsrummet var naturligvis stor, og spillerne var også selvkritiske efter en kamp, hvor de kun i perioder fik holdet til at fungere optimalt. Søren Christensen udtrykte det således: – Vi leverer en 1. halvleg under middel, men kommer godt igen fra 2. halvlegs start. Vi har også chancer til mål, men så giver vi i stedet dem et. Så vi må sige, at det ikke var godt nok, det vi leverede i dag. Lige nu er vi meget skuffede, men vi må se fremad og rejse os igen, siger Søren Christensen.