Stokholm: Vi havde chancerne til sejr

Kategorier


Anfører Nicolai Stokholm takker de medrejsende fans for støtten i NRGi Park i Århus.

Stokholm: Vi havde chancerne til sejr

FC Nordsjællands spillere var glade for den støtte, de fik af de medrejsende fans

Selv om en hel busfuld fans ikke fylder så meget i NRGi Park i Århus, var de mange FCN-supportere dog tydeligt at høre og se adskillige gange, især i den 1. halvleg, hvor FCN fik alle de århusianske fans til at forstumme i frustration over de lokale helte. FCN-spillerne var også meget glade for opbakningen: – Det var synd, vi ikke kunne belønne dem med en sejr, men jeg vil gerne takke alle de, der tog turen for at støtte os. Det betyder meget for holdet, og vi håber, de vil være der igen på lørdag i Odense, siger Nicolai Stokholm. FCN-anføreren var ligesom resten af truppen skuffet over, at det ikke blev til sejr, for mulighederne var der: – Vi havde spil og chancer til de tre point, men jeg må tage deres udligning på min kappe. Jeg rammer desværre Adu, så de får den gratis chance, så det må høre under personlige fejl. – Nu må vi tage de positive ting med herfra. Et point er bedre end nul, selv om vi skulle have haft tre. Vi er igang, og især i 1. halvleg spillede vi rigtig godt. Havde vi holdt føringen frem til pausen, var kampen åbnet mere op, siger Nicolai Stokholm. Andreas Bjelland var på linje med sin anfører i vurderingen af kampen: – Jeg er da skuffet lige nu, for vi har meget spil. Men når vi får det lidt på afstand, er vi måske glade nok for resultatet. Det er altid vigtigt at få point i en premiere. – De lå i hele 1. halvleg og lurede på chancen for hurtige omstillinger. Det er det våben, de venter på, og vi skulle nok have spillet lidt mere kynisk så tæt op til pausen, siger Andreas Bjelland. Kasper Lorentzen blev målscorer i sin første kamp i FCN-trøjen: – Det er da rart at få scoret, men desværre lykkedes det ikke at få de tre point. Deres mål lige før pausen gav dem mere energi, og derfor får vi ikke samme ro over vort spil i 2. halvleg. Og som kampen skrider frem, må vi vel også konstatere, at uafgjort i Århus ikke er noget dårligt resultat. – Efter at vi var kommet foran, havde vi 100% styr på kampen, og vi havde også de chancer, der kunne have lukket den med endnu et mål. Det fik vi desværre ikke gjort, men det er trods alt vigtigt, at vi fik point ud af kampen, siger Kasper Lorentzen.