Fantastisk triumf i Odense

Kategorier


Tobias Mikkelsen var tilbage efter karantæne og blev matchvinder for FCN. (Foto: Boesenfoto.dk)

Fantastisk triumf i Odense

FC Nordsjælland holder fast i toppen med en fortjent 1-0 sejr over OB på et smukt mål af Tobias Mikkelsen

FCN viste højt format i en meget svær udekamp mod OB og vandt fortjent 1-0 på et flot mål af Tobias Mikkelsen, der var med igen fra start efter karantæne i forårspremieren. Målet faldt midt i 2. halvleg, hvor Andreas Bjelland brød et angreb og spillede Tobias Mikkelsen fri til det skud, der sikrede FCN de tre meget vigtige point. Igen i Odense havde FCN stor opbakning af de medrejsende FCN-fans, der tydeligt kunne høres gang på gang under den spændende kamp. OB pressede i perioder meget højt på FCN-forsvaret, som dog fastholdt konceptet og ofte fik sig spillet fri af det værste pres. Med sejren holder FC Nordsjælland fast i toppen af Superligaen og har lagt op til et brag af en kamp i Farum Park, når Brøndby kommer på besøg på næste søndag 18. marts kl. 16. Der bliver tætpakket på tilskuerpladserne til forårspremieren på hjemmebane, som alle nu glæder sig ekstra til. Kampen i Odense blev lige akkurat så svær, som man kunne forvente, for fynboerne var klar til at investere alt. Med energi og fysik lykkedes det at tvinge tigrene til flere opspilsfejl end vanligt, men hele tiden beholdt FCN-spillerne alligevel roen med bolden og fik efterhånden tæmmet det frembusende hjemmehold. FCN sluttede flot af i 1. halvleg med flere gode scoringsforsøg, og efter pausen fastholdt tigrene et spilovertag, der resulterede i det afgørende mål midtvejs i 2. halvleg. Herefter satte OB en desperat offensiv ind, som FCN flot afviste. Dog ikke uden fynske chancer for udligning, men Jesper Hansen reddede sit hold og de tre point med en fantastisk fodparade overfor en helt fri Morten Skoubo kort før tid. Kampen startede som lidt af en stillingskrig, hvor OB med skiftende held forsøgte at bryde FC Nordsjællands vante opspil med et højt pres. Men begge hold spillede med stor sikkerhed, og det blev ikke til de store målchancer i nogen af enderne. OB var ved at spille sig igennem med en smart stikning fra Skoubo til Bashkim, men Jesper Hansen var vaks og fik afværget, inden det blev rigtigt farligt. FCN havde et godt langskud ved Michael Parkhurst, men den angrebsivrige højre back fik en meget større chance efter en lille halv time. Efter smart bandespil med Kasper Lorentzen slap Parkhurst helt fri, men han overplacerede desværre sit skud til bagerste stolpe. Lidt efter testede Patrick Mtiliga målmand Toppel med at super langskud, som kun lige akkurat blev reddet til hjørne. Herefter var det OB’s tur til at vise tænder med et nærgående hovedstød af Morten Skoubo. Bedste scoringsforsøg stod Kasper Lorentzen dog for kort inden pausen, da Mario Ticinovic lagde bolden bagud til langskud. Det beherskede indersideskud sneg sig lige udenom stolpen til stor lettelse for en prisgivet Toppel i det fynske mål. 2. halvleg startede lidt trægt, men det var FCN, der først satte fart på med direkte spil. Mtiliga og Søren Christensen var sammen ved at brodere sig igennem, men desværre endte Mtiliga i offside position i afslutningsøjeblikket. I det 62. minut kom så forløsningen for tigrene, da Andreas Bjelland med et forudseende indgreb snuppede bolden og kørte hurtigt kontra. Han spillede Tobias Mikkelsen fri i venstre side, og efter et træk ind i feltet scorede Tobias med et hårdt fladt skud til 1-0. I den næste periode ofrede OB alt og fik også FCN sat under alvorligt pres. Dog sjældent så organiseret, at det for alvor blev farligt. Til gengæld fik FCN to meget store muligheder i kontraspillet. Først en skudchance til Andreas Laudrup inde i feltet, men han skød forbi mål, og da Søren Christensen med stort overblik lidt efter spillede Tobias Mikkelsen helt fri, sad skuddet lige i favnen på målmanden. I stedet var det ved at gå galt fire minutter før den ordinære spilletids udløb, da Morten Skoubo pludselig slap alene igennem, men målmand Jesper Hansen viste sin styrke ved at afvente skuddet og klare med en fodparade. Det tog den sidste rest af tro på det fra fynboerne og deres fans, og efter fire minutters tillægstid kunne FCN række armene jublende i vejret. Eneste minus for FCN i den kamp var et gult kort til Andreas Bjelland kort før dommer Anders Hermansens slutfløjt. Dermed skal Bjelland afsone karantæne i kampen mod Brøndby, og der skal således ændres på den bagerste kæde, der ellers har gjort det så glimrende i forårets to første kampe.

Superligaen, 20. runde, 10, marts

OB-FCN 0-1 (0-0)
Mål:
62. minut 0-1 Tobias Mikkelsen, assist Andreas Bjelland
Tilskuere:
7.738
Dommer: Anders Hermansen
Advarsler: Mendy, Djemba-Djemba, Espen Ruud og Rurik Gislason, OB, Mario Ticinovic, Kasper Lorentzeen og Andreas Bjelland, FCN
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
5 Andreas Bjelland
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Tobias Mikkelsen (ind i 82. minut 19 Mark Gundelach)
17 Søren Christensen  (ind i 90. minut 3 Jacob Egeris)
18 Michael Parkhurst
20 Kasper Lorentzen
23 Mario Tikinovic (ind i 57. minut 22 Andreas Laudrup)
På bænken uden at komme ind:
16 Rune Pedersen
4 Henrik Kildentoft
30 Lasse Petry