En rigtig offday for FCN

Kategorier


Jores Okore får her sat en veltimet tackling ind på Michael Krohn-Dehli, men kort før tid fik Okore rødt kort efter en nærkamp med Simon Makienok. (Foto: Arnason.dk)

En rigtig offday for FCN

FC Nordsjælland kendte ikke sin besøgelsestid foran mål, og så vandt Brøndby 2-1 i Farum Park

Nogle dage vil tingene simpelthen bare ikke lykkes, og sådan en dag ramte FC Nordsjælland desværre i sæsonpremieren på hjemmebane. Foran over 8.000 tilskuere i Farum Park måtte FCN se sig slået 2-1 af Brøndby. Gæsterne havde i store perioder af kampen held til at slå FCN-kombinationerne i stykker, og da tigrene så heller ikke kendte sin besøgelsestid foran mål på selv de allerstørste chancer, mens Brøndby var anderledes skarp, blev det til sæsonens kun andet hjemmenederlag. Det var også første gang i denne sæson, at et gæstehold scorede mere end ét mål mod FCN i Farum Park. Kampen kunne sagtens være gået anderledes, for i peridoer spillede FCN op til sit vante niveau og havde et par gigamuligheder for at bringe sig i front, Men da de blev misbrugt, blev det i stedet op af bakke. Og kort før tid kom kulminationen på FC Nordsjællands offday, da Jores Okore fik direkte rødt kort efter en nærkamp med Simon Makienok som bagerste mand i forsvaret, da FCN satsede. Og da anfører Nicolai Stokholm derefter fik en advarsel for protest, har FCN pludselig tre mand i karantæne til næste kamp i Horsens på søndag. Jores Okore skal afsone to spilledage for det direkte røde kort, og både Nicolai Stokholm og Patrick Mtiliga, der forinden havde fået et gult kort, står til én spilledags karantæne. Så det var virkelig et dyrt nederlag. FC Nordsjælland startede eller kampen i fin stil, og i de første tyve minutter var tigrene styrende i vanlig stil. Det resulterede i flere fine opspil og en kæmpechance til Tobias Mikkelsen efter godt ti minutters spil, helt fritspillet på et flot indlæg af Mario Ticinovic. Tobias Mikkelsen kunne have sparket første gang men valgte at tage et træk ind i feltet, så han stod med hele målet foran sig. Desværre strøg skuddet lige forbi stolpen. Brøndby fik sig efterhånden kæmpet bedre ind i kampen, og FCN fik en advarsel, da Dennis Rommedahl slap igennem i højre side på en gratis friløber, men vinklen blev lidt spids, og han sparkede forbi bagerste stolpe. Men i det 25. minut gik det galt for hjemmeholdet, da Brøndbys venstre back Daniel Norouzi fik alt for meget plads til at slå et indlæg og lagde bolden perfekt ind til Simon Makienok, der prikkede den sikkert i kassen til 1-0 uden chance for Jesper Hansen. Resten af 1. halvleg blev meget rodet, og hjemmeholdet kunne slet ikke få det til at fungere. FCN kom igen godt ud til 2. halvleg og satte hurtigt Brøndby under pres i jagten på en udligning, og den kom i det 57. minut, efter at Kasper Lorentzen var blev ramt på støttebenet i feltet, så dommer Peter Rasmussen dømte straffespark. Anfører Nicolai Stokholm eksekverede fra 11 meter pletten til 1-1 for FCN. Herefter var FCN for alvor i teten og angrebsspillet flød med iderige kombinationer. Tobias Mikkelsen tog en glimrende solotur, og via Mario Ticinovic blev Kasper Lorentzen spillet fri til skud, man han overplacerede desværre sit skud. Også Søren Christensen fik en scoringsmulighed på indlæg fra Henrik Kildentoft, men den absolut største FCN-chance tilfaldt igen Tobias Mikkelsen, der smart trak sig fri i feltet efter en super spilning fra Nicolai Stokholm. Men denne gang hamrede Tobias lige på Michael Tørnes. Brøndby havde ikke meget at byde på i den periode, men et kvarter før tid fremtvang gæsterne et par dødboldsituationer, der afgjorde kampen. Først et frispark, der blev headet til hjørnespark. Og på det scorede Brøndbys Clarence Goodson et glimrende hovedstødsmål fra nært hold. 2-1 til Brøndby, og så blev det for alvor svært for FCN. Og en sidste desperat satsning blev nærmest umuliggjort, da Jores Okore efter en kikset første kontakt med bolden kom i vanskeligheder og endte i en klodset nærkamp med Simon Makienok. Begge faldt, og dommer Peter Rasmussen dømte frispark til Brøndby og rødt kort til Okore for som bagerste mand at fratage modstanderne en målchance. Derefter var der ikke mere at gøre for FC Nordsjælland i den kamp, selv om tigrene kæmpede til det allersidste og var tæt på at skabe en chance i overtiden. Patrick Mtiliga var i flyvende stil lige ved at få drejet en høj frisparksfremlægning ind foran mål, men det var bare dagen, hvor det sidste ikek ville lykkes for FCN.

Superligaen, 21. runde, 18. marts

FCN-Brøndby 1-2 (0-1)
Mål:
25. minut: 0-1 Simon Makienok
57. minut: 1-1 Nicolai Stokholm (straffe)
75. minut: 1-2 Clarence Goodson
Tilskuere: 8.039
Dommer: Peter Rasmussen
Rødt kort: Jore Okore, FCN
Advarsler: Patrick Mtiliga og Nicolai Stokholm, FCN, Daniel Norouzi og Oluwafemi Ajilore, Brøndby.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
4 Henrik Kildentoft (ind i 84. minut 3 Jacob Egeris)
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Tobias Mikkelsen
17 Søren Christensen (ind i 82. minut 13 Oguzhan “O.G.” Aynaoglu)
18 Michael Parkhurst
20 Kasper Lorentzen
23 Mario Tikinovic (ind i 62. minut 22 Andreas Laudrup)
På bænken uden at komme ind:
16 Rune Pedersen
21 Ivan Runje
28 Nichlas Rohde
29 Søren Henriksen