Tobias M: Glad og stolt

Kategorier


Tobias Mikkelsen er med i landstræner Morten Olsens trup til landskampen mod Rusland på onsdag.

Tobias M: Glad og stolt

Tobias Mikkelsen var overrasket, da han hørte om sin udtagelse til det danske landshold i La Manga, hvor han sammen med FC Nordsjælland er på træningslejr.

Tobias Mikkelsen har den seneste gode uges tid arbejdet hårdt på den spanske solkyst sammen med sine klubkammerater i FC Nordsjælland. Inden onsdagens 2-2 kamp mod Viking Stavanger, blev den hurtige kantangriber, sammen med klubkammerat Andreas Bjelland, igen udtaget af Landstræner Morten Olsen til næste uges testkamp mod Rusland. Og det var bestemt en nyhed der vakte glæde. – Jeg er selvfølgelig glad og stolt. Det er bestemt et skulderklap, som jeg ikke kan sige, jeg havde forventet at få. Men jeg havde da håbet på det. Jeg føler mig bestemt ikke sikker på at være på A-landsholdet, så det var bare et håb jeg havde, og da jeg hørte mit navn blive nævnt, var det en stor glæde, siger Tobias Mikkelsen. Mikkelsen debuterede for Danmark, da han i efteråret blev udtaget til landskampene mod Sverige og Finland, hvor FC Nordsjælland for alvor havde fundet formen i Superligaen. Her blev det til debut mod Finland, og efter vinterpausen havde Morten Olsen igen Mikkelsen med, da ligalandsholdet drog til Thailand. En tur, der nu ser ud til at have givet den målfarlige offensivspiller endnu en mulighed for at repræsentere Danmark i kamp. – Jeg synes, at jeg fik et gjort et fint indtryk i Thailand, hvor jeg fik spillet to kampe og også startede inde i den sidste, før jeg måtte gå ud med en lille skade. Så et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt på den tur. Men jeg ved ikke om det primært er derfor, jeg er med nu mod Rusland. I kampen mod Finland i efteråret kom jeg jo også ind og fik lagt op til et mål. Men jeg tror faktisk, at det hovedsageligt er præstationerne med FC Nordsjælland, som er det vigtigste bag min udtagelse, siger Mikkelsen. Med få landskampe og måneder tilbage før EM-slutrunden kan en udtagelse nu tænde drømme og ambitioner hos de fleste. Men for Tobias Mikkelsen ligger tankerne et helt andet sted, når han torsdag morgen drager hjem til Danmark med resten af tigrene og på søndag spiller sidste testkamp, inden Superligaen igen sparkes i gang, hos FC Midtjylland. – Jeg vil selvfølgelig gerne med til et EM. Det er en drøm, og jeg vil gå benhårdt efter det, så længe jeg har en mulighed for, at det kan lykkes. Jeg er med i truppen denne gang, og det er min chance for at vise, jeg er god nok. Og mere tænker jeg ikke over det lige nu. Det er faktisk den næste kamp for FCN i Midtjylland der fylder mest for mig, og så må landsholdet, og de tanker der følger med det, komme bagefter, siger Tobias Mikkelsen.