Stokholm: Vi glæder os til at komme igang

Kategorier


Nicolai Stokholm spiller mod AGF på lørdag sin Superligakamp nr. 300. (Foto: Boesenfoto.dk)

Stokholm: Vi gælder os til at komme igang

FC Nordsjællands anfører Nicolai Stokholm føler sig super klar til en spændende forårspremiere i Århus mod AGF lørdag kl. 17

– Vi er super klar og glæder os til at komme igang og igen spille om point. Selv om vi er mere end midtvejs i sæsonen, er det som at starte på en frisk. Der har været et afbræk på tre måneder, og så er det altid ekstra spændende at se, hvordan det hele fungerer efter udskiftningerne i spillerstaben i de forskellige klubber. Og det er vigtigt at komme godt igang. Sådan lyder det fra FC Nordsjællands anfører Nicolai Stokholm før lørdagens Superligakamp i Århus kl. 17. Kampen mod AGF sparker forårssæsonen igang, og der venter 15 spændende spillerunder i et hæsblæsende program frem til afslutningen 23. maj. – Vi har haft en rigtig god opstart og især træningslejren på La Manga, hvor vi fik spillet nogle gode træningskampe og arbejdet med detaljer i spillet. Men nu gælder det turneringen, og det er noget helt andet, siger Nicolai Stokholm. Ifølge DBU’s officielle statistikere danskfodbold.com spiller Nicolai Stokholm sin Superligakamp nr. 300 mod AGF, og dermed er Stokholm blandt de 20 danske spillere med flest Superligakampe. Han har repræsenteret AB i 137 og OB i 87, inden han efter to et halvt år hos norske Viking Stavanger nu står foran sin Superligakamp nr. 76 for FCN og således altså 300 ialt. – Puha, så må jeg være blevet gammel, kommer det med et grin fra Nicolai Stokholm, da han bliver forelagt den statistik: – Det er jo ikke noget, jeg løber og tænker over, og det vil ikke fylde noget for mig på lørdag, mens vi spiller mod AGF. Men jeg er da stolt over at have spillet så mange kampe, og jeg håber, der er mange flere Superligakampe i mig endnu. Jeg har det godt og er glad for at spille. Jeg glæder mig til hver kamp, siger Nicolai Stokholm. Sjovt nok har AGF en spiller med næsten samme karriereforløb, nemlig Søren Berg, der ifølge danskfodbold.com spiller sin Superligakamp nr. 299 og også har været et smut omkring Viking Stavanger, hvor han endda på et tidspunkt spillede sammen med Stokholm. FCN-anføreren forventer en svær kamp mod AGF: – Vi skal møde et meget stærkt AGF-hold. De er dygtige til at spille som et hold, så det er en stor opgave men også en god test for os. Vi har kvaliteterne til at løse opgaven, men det kræver, at vi rammer vores maksimum, fastslår Nicolai Stokholm.