Juventus var for stor en mundfuld

Kategorier


FCN-holdet til dagens U/20 kamp mod Juventus i Viareggio Cup.

Juventus var for stor en mundfuld

De unge tigre måtte se sig slået med 6-1 i den første kamp i Viareggio Cup i Italien

Forskellen mellem de to hold var slet ikke så stor, som slutcifrene antyder, men FC Nordsjællands unge tigre måtte alligevel konstatere, at Juventus var for stor en mundfuld i den første kamp i årets Viareggio Cup, den store internationale turnering for U/20 hold. Efter en meget lige første halvleg, hvor FCN noget uheldigt var bagud 0-2, lykkedes det Juventus at score nogle lette mål på kontraspil hurtigt efter pausen, og så endte det hele med et 1-6 nederlag. De unge tigre fra FC Nordsjælland startede ellers kampen rigtig godt og var klart det bedste hold i det første kvarter. Det blev dog ikke til de åbne målchancer men nogle gode forsøg, bl. a. et nærgående langskud af Seejou King. FC Nordsjællands overtag burde også have resulteret i en føring, da den italienske keeper sparkede et så dårligt udspark til sin  back, at Ogozhan “O.G.” Aynaoglu nåede imellem og var klar til at sende bolden i nettet. Men så mærkede FCN, hvad det vil sige at spille på udebane, for helt uforståeligt fløjtede dommeren for omspark, så Juventus slap med skrækken. Selv målmanden virkede uforstående overfor kendelsen, der kostede “O.G.” den oplagte målchance. Efter det første kvarter blev kampen mere lige. Italienerne kom bedre med, men FCN-forsvaret havde dog rimeligt styr på tingene. Alligevel gik det galt efter 35. minutters spil, da målmand Jannich Storch kun fik halvklaret et langskud og i forsøget på at redde riposten tørnede han sammen med den fremstormende angriber til et straffespark. Juventus scorede til 1-0 fra 11 meter pletten med et fladt skud under Jannich Storch, der ellers gik til den rigtige side. Og kun fem minutter senere blev det 2-0 til Juventus efter efter hurtig kontra, hvor en italiensk angriber slap alene igennem. En slem dukkert for FCN lige op til pausen. Inden pausefløjtet havde én af FC Nordsjællands bedste i 1. halvleg, Emiliano Marcondes, et godt forsøg, som målmanden lige akkurat fik reddet. Fra 2. halvlegs start forsøgte FCN igen at tage initiativet men blev hurtigt straffet for at have mange mand på italienernes banehalvdel. Juventus var dygtig til at spille bolden hurtigt ned bag tigrenes forsvarskæde, og da linjevogteren ikke var særlig kvik med flaget, fik de hurtige angribere for let spil. To af målene burde have været underkendt for offside, men i stedet stod der efter godt en times spil 5-0 på tavlen. Forinden havde Kristian Lindberg været tæt på scoring men måtte se sit hovedstød prelle af på overliggeren. Med tyve minutter igen fik FC Nordsjælland pyntet lidt, da Mark Gundelach fyrede et godt skud af, som den italienske målmand kun kunne halvklare. Riposten udnyttede Nichlas Rohde til 1-5. Men nærmere kom FCN ikke, for Juventus udnyttede kynisk næsten alle sine muligheder og scorede til 6-1 inden slutfløjtet. Juventus var på forhånd gruppens klare favorit, men de unge tigre kan stadig nå videre som én af de bedste 2’ere, hvis de næste to gruppekampe bliver vundet, på onsdag mod Citta di Marino og på fredag mod australske APIA Tigers. Viareggio Cup i Italien for U/20 hold: Juventus-FCN 6-1 (2-0)
Mål: 35. minut 1-0 (straffespark). 40. minut 2-0. 50. minut 3-0. 53. minut 4-0. 61. minut 5-0. 70. minut 5-1 Nichlas Rohde, 82. minut 6-1.
FC Nordsjællands startopstilling i 4-3-3 formationen:
Jannich Storch – Mark Gundelach, Jores Okore, Søren Henriksen, Seejou King – Lasse Petry, Mads Windekilde, Emiliano Marcondes – Kristian Lindberg, Nichlas Rohde og Oguzhan “O.G.” Aynaoglu.
Indskiftninger: 65. minut Filip Pivkovski for Kristian Lindberg, 65. minut Hichem Chatri for Mads Windekilde. 80. minut Pascal Gregor for Søren Henriksen,