Hjulmand: Vi eksperimenterede lidt

Kategorier


Michael Parkhurst kom først for godt en uge siden retur fra sit lange ophold i USA med det amerikanske landshold, og han fik spilletid i 2. halvleg. (Foto: Boesenfoto.dk)

Hjulmand: Vi eksperimenterede lidt

FCN spillede 1-1 i træningskampen mod Norrköping på kunstgræsbanen i Frederikssund.

Midt i en hård træningstid slutter FC Nordsjælland nu den hjemlige træning af med et par træningskampe, inden turen på tirsdag går til varmere himmelstrøg på La Manga. Aftenens træningskamp mod svenske Norrköping var henlagt til den perfekte kunstgræsbane i Frederikssund, og resultatet blev ganske retfærdigt uafgjort 1-1. FC Nordsjælland havde godt fat i spillet i 1. halvleg, og det hurtige pasningsspil lykkedes fint, men effektiviteten stod ikke mål med det kunstneriske indtryk. Kun to gange nåede FCN til reelle scoringsmuligheder trods klar spilovervægt. Den første chance tilfaldt Kasper Lorentzen, men han fik ikke saft og kraft i sit ellers frie skud lidt inde i straffesparksfeltet, og den svenske keeper klarede. Efter en halv time lykkedes det FCN at lave gennemspil i venstre side, og på indlægget fra Patrick Mtiliga steg Mads Thomsen til vejrs og dirigerede bolden mod mål med et veltimet hovedstød, men desværre gik den lige over bagerste målhjørne. De svenske gæster var mere direkte i deres spil, men rigtigt farlige blev de aldrig. Ivan Runje havde sammen med Andreas Bjelland godt styr på dem i det centrale forsvar, og bortset fra en enkelt svipser, nåede de heller ikke til baglinjen på kanterne. Efter pausen kom der en del udskiftninger, og spillet blev mere rodet. Det var klart til Norkjöbings fordel, og svenskerne viste især giftighed ved hjørnespark. På en nedfaldsbold fra sådan et indlæg hamrede gæsterne efter en time bolden i kassen til 1-0, og føringen kunne være øget lidt efter, hvis ikke Jesper Hansen havde præsteret en god redning, og indskiftede Jacob Egeris efterfølgende havde reddet skuddet på riposten lige foran mål. I stedet fik FCN udlignet til 1-1 med små ti minutter igen, da de to U/19 spillere Mathias Andersen og Magnus Rasmussen var kommet på banen. Jacob Egeris sendte en dyb stikning frem fra bagerste kæde til Magnus Rasmussen, der sørgede for udligningen. Cheftræner Kasper Hjulmand vurderede kampen således: – 1. halvleg var langt hen ad vejen godkendt. Vi fik god kontrol over spillet, men savnede de afgørende gennembrud. Man kan sige, at vi ikke fik gjort tingene færdige. Vi mangler de sidste ti meter for at få omsat vores gode spil i store chancer. – 2. halvleg var noget mere rodet, men vi fik set mange spillere og på andre positioner. Generelt for kampen må vi også sige, at vi søgte nye ting i vort opspil og eksperimenterede lidt. Vi fik nogle svar, men kan måske ikke lægge så meget i dem, for vi må også konstatere, at kampen ligger i en periode, hvor vi har trænet meget hårdt, og det har været fysisk krævende, siger Kasper Hjulmand. Næste træningskamp er på lørdag i Elfborg kl. 13, før kursen i næste uge sættes sydpå til træningslejren på La Manga. FCN-Norrköping 1-1 (0-0)
Mål: 60. minut 0-1. 81. minut 1-1 Magnus Rasmussen.
FC Nordsjællands opstilling i 4-3-3 formationen:
1 Jesper Hansen – 4 Henrik Kildentoft, 21 Ivan Runje, 5 Andreas Bjelland (46: 3 Jacob Egeris), 8 Patrick Mtiliga (53: 23 Mario Ticinovic) – 6 Adu, 17 Søren Christensen (75: Magnus Rasmussen), 20 Kasper Lorentzen (46: 18 Michael Parkhurst) – 12 Rawez Lawan, 15 Mads Thomsen (55: 22 Andreas Laudrup), 9 Tobias Mikkelsen (75: Mathias Andersen).