Flot kamp af FCN og sikker sejr

Kategorier


Kasper Lorentzen afsluttede FC Nordsjællands flotteste angreb med scoringen til 2-0.

Flot kamp af FCN og sikker sejr

FC Nordsjælland udspillede ukrainske Dnipro og vandt med 4-1 i første kamp på La Manga

Den første kamp under La Manga Cup 2012 må virkelig have styrket selvtilliden hos FC Nordsjællands spillere, for de viste stort format og styrede kampen mod ukrainske Dnipro fra start til slut. Det resulterede i en sikker sejr på 4-1 efter en fornem præstation krydret med nogle rigtig flotte mål. Dnipro er et af de allerbedste hold i Ukraine med mange dyrt indkøbte spillere på holdet, og de ukrainske spillere var tydeligvis ikke vant til at blive spillet ud af banen på den måde. FC Nordsjællands boldsikre pasningsspil frustrerede dem i en sådan grad, at de mod kampens slutning forfaldt til stribevis af eftertacklinger og usportslige handlinger, der helt korrekt også gav Dnipro to røde kort og et hav af gule. FCN indledte kampen i vanlig stil med boldsikkert pasningsspil og fin angrebsopbygning med stor tålmodighed. Der var dog et par alvorlige kiks med opspilsfejl. Det gav Dnipro to store kontrachancer, men på den føste afsluttede den frie angriber svagt lige i favnen på Jepser Hansen, og den anden mulighed blev der sparket langt over mål. FCN fortsatte sin stil trods de to skønhedspletter, og efterhånden begyndte det også at bane vej for målchancer til tigrene. Efter et par tilløb med nærgående afslutninger, kom FCN foran fem minutter før pausen, da Andreas Bjelland satte hovedet på et indadskruet hjørnespark. Og i 1. halvlegs næstsidste minut blev det 2-0 til FCN på et drømmemål. Patrick Mtiliga satte fart på i et ryk fremad med bolden, fandt Andreas Laudrup med en følt stikning, og med stort overblik drejede Laudrup bolden ind foran mål, hvor Kasper Lorentzen kom spænende til og prikkede den i kassen. Det var et pragtmål. Inden pausen kunne FCN endda være kommet yderligere foran, da Andreas Laudrup flot spillede Mario Ticinovic helt fri, men han kiksede desværre sit forsøg på at afdrible Dnipros keeper, så holdene gik til pause med 2-0 til FCN på måltavlen efter en flot kontrolleret 1. halvleg. FCN fortsatte i samme stil efter pausen, selv om det var tydeligt, at de ukrainske spillere havde besluttet sig for at gå meget hårdere ind i nærkampene. Allerede tre minutter efter pausen burde det være blevet til endnu en FCN-scoring, da Mario Ticinovic smart spillede Kasper Lorentzen fri på kanten af straffesparksfeltet, men målmanden fik lige akkurat pareret skuddet. Herefter blev en del af det fine FCN-spil stoppet af grove frispark, og blandt andet blev anfører Nicolai Stokholm groft jordet i en tackling. Det svarede “Stokken” heldigvis igen på ved at tage et dybdeløb på en fremlægning fra indskiftede Henrik Kildentoft og nette sikkert, da to forsvarere gik forkert af hinanden og serverede bolden på et sølvfad. Stokholms mål til 3-0 i det 72. minut blev fulgt op af endnu to hurtige scoringer. Først en reducering til 1-3 ved Dnipros bedste spiller, Konoplyanka, der slap helt fri med Jesper Hansen på en præcis fremlægning. Men øjeblikket efter at FCN havde givet bolden op, lå den igen i det ukrainske mål, sparket derind med et følt skud af Andreas Laudrup til 4-1. Det blev kampens resultat, og det sidste kvarter blev beskæmmet en del af de mange ukrainske frispark. Tigrene måtte i de sidste minutter tænke mest på ikke at blive skadet af de grove tacklinger. Trods den onde atmosfære til sidst, holdt FCN hovedet koldt, og tilbage står indtrykket af en pragtkamp, som man slet ikke kunne forvente på nuværende tidspunkt. Det lover godt for de næste kampe i La Manga Cup på søndag og på onsdag. Dnipro-FCN 1-4 (0-2)
Mål: 40. minut: 0-1 Andreas Bjelland. 44. minut 0-2 Kasper Lorentzen. 72. minut 0-3 Nicolai Stokholm. 74. minut 1-3 Konoplyanka. 75. minut 1-4 Andreas Laudrup. FC Nordsjællands startopstilling og indskiftninger (4-3-3):
Jesper Hansen – Michael Parkhurst, Jores Okore, Andreas Bjelland, Patrick Mtiliga – Nicolai Stokholm, Enock Adu, Søren Christensen – Andreas Laudrup, Kasper Lorentzen og Mario Ticinovic. 
Indskiftninger:
61: Henrik Kildentoft for Bjelland
68: Mads Thomsen for Lorentzen
76: Mark Gundelach for Mario
77: Lasse Petry for Adu
80: Ivan Runje for Stokholm
87: Oguzhan “O.G.” Aynaoglu for Søren C.