Et velfungerende trænerteam

Kategorier


Cheftræner Kasper Hjulmand nyder at arbejde sammen med sit bredt favnende trænerteam, der alle bidrager med spidskompetencer på forskellige felter.

Et velfungerende trænerteam

– Det er ekstremt vigtigt for en klub at have et velfungerende trænerteam med forskellige kompetencer, og det har vi, siger FC Nordsjællands Cheftræner Kasper Hjulmand

FC Nordsjælland er én af de Superligaklubber med det største trænerteam omkring holdet, og Cheftræner Kasper Hjulmand nyder at arbejde sammen med sit bredt favnende trænerteam, der alle bidrager med spidskompetencer på forskellige felter. – Det er ekstremt vigtigt for en klub med et velfungerende team af trænere med forskellige spidskompetencer, og det har vi. De holder hver især fokus på deres områder og sætter en ære i at forbedre disse. Alle vil gerne bidrage, og her på træningslejren har vi haft ekstra tid til at arbejde med detaljer på banerne. – Det eneste, der har begrænset det lidt, er, at vi spiller tre kampe under opholdet her på La Manga. Normalt ville det ikke give så meget træningstid, men vi har alligevel prioriteret mange timer på træningsbanerne ved siden af kampene. Vejret har været fantastisk, og banerne er gode, så vi har virkelig fået meget ud af det, siger Cheftræner Kasper Hjulmand. Det er 1. Team Coach Flenming Pedersen, Assistenttræner John Bredal, Angrebstræner Mark Strudal og Fysisk træner Mathias Zangenberg, der udgør trænerteamet sammen med Kasper Hjulmand i dagligdagen, og Cheftræneren har følgende beskrivelse af de enkelte trænere: – Mathias Zangenberg er hele tiden opmærksom på, hvilken belastning den enkelte spiller tåler ved hver træning. Han har ansvaret for kosten, restitution og belastninggrader. I dag var spillerne således inddelt i fire forskellige belastningsgrader alt efter småskader og hvem, der spillede kamp i går. Der har Mathias og fysserne hele tiden fingeren på pulsen, og inden træningen holder vi et møde for at tilrettelægge efter det. – Mark Strudal har sit fokus på afslutningsspillet, og det er ikke kun afslutningerne, vi taler om. Han arbejder med alt fra det rigtige løb og placeringer til de små detaljer omkring, hvordan bolden skal træffes i skudøjeblikket. Han klipper mange offensive situationer sammen på video, så han kan analysere dem sammen med angriberne. Et angreb starter med det, vi kalder et gennembrudsspil, hvorfra man søger at komme til afslutning indenfor få sekunder. Og Mark arbejder med angrebsspillet fra det øjeblik, gennembrudsspillet starter og frem til afslutningen. Og så er han enorm værdifuld med sin erfaring og sin energi. – John Bredal har til dagligt sit arbejde med målmændene sammen med Lars Høgh, men da Høgh ikke er med hernede, er målmandstræningen John ansvar alene. Desuden har John jo sin styrke i standardsituationerne, både de defensive og de offensive. Og under de her forhold har vi virkelig tid til at arbejde med standardsituationerne. – Flemming Pedersen har en stor koordinerende rolle sammen med mig, og så er Flemming ekstra opmærksom på det defensive og især bagkæden og kommunikationen mellem den og målmændene. Det er hele holdets evne til at forsvare, det drejer sig om, og det er guld værd for vores defensiv, at Flemming arbejder med det i detaljer og klipper videoer sammen, som spillerne kan lære af. Sådan lyder Kasper Hjulmands vurdering af trænerteamets arbejde, og værdien af det har jo også afspejlet sig i resultaterne, både i Superligaen i efteråret og i de hidtidige træningskampe op til forårspremieren ude mod AGF lørdag 3. marts. Næste træningskamp er også på La Manga på onsdag kl. 15.00 mod norske Viking.
Mathias Zangenberg har styr på alle spillernes fysiske tilstand, og hvilken belastning de kan tåle.
Mark Strudal holder fokus på afslutningsspillet, her med instruktion til unge Nichlas Rohde.
John Bredal arbejder med målmændene og standardsituationer både offensivt og defensivt.
Flemming Pedersen har en stor rolle i kordinationen, og så arbejder han specielt med holdets bagkæde og defensive spil i almindelighed.