Stokholm: Vi lærer de unge at kende

Kategorier


Anfører Nicolai Stokholm glæder sig til forårssæsonen. (Foto: Boesenfoto.dk)

Stokholm: Vi lærer de unge at kende

Andenpladsen i Superligaen og syv spillere afsted med Ligalandsholdet ændrer ifølge FCN-anføreren ikke indgangen til forårssæsonen væsentligt

FC Nordsjælland står foran et fantastisk spændende forår, hvor klubben inden de resterende 15 kampe ligger på en historisk flot andenplads i Superligaen. Desuden er klubben repræsenteret med hele syv spillere på Ligalandsholdet i Thailand, og det giver en lidt anderledes dagligdag ved FCN-træningen i denne tid. Ifølge anfører Nicolai Stokholm ændrer det dog ikke så meget på nuværende tidspunkt: – Vores indgang til forårssæsonen er ikke anderledes end den plejer på nuværende tidspunkt. De første par uger er det samme hvert år, og vi ved godt, at det handler om at få det fysiske på plads. Vi glæder os altid til at komme i gang igen efter nytår og ser frem til forårssæsonen – Vi skal have løbet nogle kilometer og genoptrænet kroppen uden at få overbelastningsskader. Grundformen skal lægges med fysisk træning i januar, og det ved vi allesammen, siger Nicolai Stokholm. At FCN har mere end et halvt hold i Thailand med Ligalandsholdet betyder heller ikke de store ændringer. FCN-anføreren ser det kun som positivt: – I denne tid, hvor det drejer sig om fysisk træning, gør det ingen større forskel, og så glæder vi os bare til, at de vender hjem med ny inspiration og spillelyst, når vi sidst på måneden skal i gang med den mere taktiske træning. – Mens Ligalandsholdsspillerne er væk, har vi en række unge spillere med i træningen i stedet, og det er kun positivt, at vi også får lejlighed til at lære dem at kende på en god måde, siger Nicolai Stokholm. For også at få lidt ekstra oplevelser har den hjemmeværende del af FCN-truppen dog også valgt at tage på fodboldtur her i weekenden, hvor de har fået fri fra træning. Straks efter fredagens eftermiddagstræning har hele flokken sat kurs mod Italien. Her skal de søndag sammen se kampen mellem Inter og Milan, inden den mandag formiddag atter står på fysisk træning på kunstgræsset i Værløse.