Stærkt spil af Jesper i dansk sejr

Kategorier


Jesper Hansen leverede igen en solid målmandspræstation på det danske Ligalandshold. Tobias Mikkelsen måtte udgå med en skade i 1. halvleg, mens Jores Okore kom på banen og viste sine kvaliteter i 2. halvleg.

Stærkt spil af Jesper i dansk sejr

Danmarks Ligalandshold vandt 3-1 over Thailand med fire FCN-spillere i startopstillingen

I tredje forsøg blev det endelig til sejr for Danmarks Ligalandshold ved Kings Cup turneringen i Bangkok. Efter to uafgjorte kampe mod Norge og Sydkorea vandt Danmark 3-1 over værtsnationen Thailand. Sejren blev grundlagt på en rigtig god 1. halvleg, hvor Danmark med fire FCN-spillere i startopstillingen styrede spillet med boldsikre pasninger, og føringen på 2-0 ved pausen burde have været et mål større, da danskerne igen helt uforståeligt fik et fint mål underkendt. 2-0 føringen blev dog ikke det rygstød og afsæt til 2. halvleg, som man kunne forvente. Danskerne mistede grebet om spillet, og efter en hurtig thailandsk reducering til 1-2 på straffespark blev det en rodet forestilling, hvor danskerne lod sig stresse alt for meget og først fik lukket kampen til 3-1 i overtiden. FCN-keeper Jesper Hansen stod ligesom i turneringens første kamp for en rigtig god og solid præstation, hvor sikkerhed blev krydret med et par pragtredninger, og Jesper Hansen har sin store andel i sejren. Med stærkt spil i målet i to kampe har Jesper Hansen virkelig vist sig fint frem for landstræner Morten Olsen. Det må også Patrick Mtiliga have gjort, selv om han her i sidste kamp måtte dele spilletiden med Jesper Juelsgård. Mtiliga var med fra start mod Thailand, og han demonstrerede stort overblik og spil på teknisk højt plan. Mtiliga havde også overskud til at gå med frem og skabe gennemspil til baglinjen fra venstrekanten flere gange. Andreas Bjelland var tilbage i startopstillingen som anfører og styrede i 1. halvleg forsvaret i vant stil med glimrende blik for chanceskabende stikninger. Efter pausen lavede Andreas Bjelland det straffespark, der gav Thailand ny tro på tingene og lidt senere måtte han småhumpende lade sig udskifte med klubkammeraten Jores Okore. Forsvaret sejlede noget mere i 2. halvleg, hvor Mtiliga var savnet til at skabe ro i venstre side, men unge Jores Okore holdt hovedet koldt i kritiske situationer og var med boldsikre pasninger fremefter med til at skabe luft. Tobias Mikkelsen var for tredje kamp i træk med fra start, og han viste i glimt sin farlighed på højrekanten, som da han spillede Emil Larsen helt fri, men Tobias fik problemer med en skade i låret og måtte lade sig udskifte efter en halv times spil. Målet til 1-0 efter 10 minutters spil stod høje Simon Makienok for, da han flot headede et hjørnespark i nettet. Det blev 2-0 små ti minutter før pausen, da Andreas Bjelland startede et angreb med en lang bold til Emil Larsen, der lagde af til en helt fri Martin Spelmann, som scorede med et fladt skud. Jesper Hansen var prisgivet ved straffesparksmålet til Thailand i det 52. minut, og FCN-keeperen havde nok at se til resten af kampen, hvor Thailand pludselig gik frem og pressede højt. Godt ti minutter før tid stod FC Norsjællands Søren Christensen klar på sidelinjen til at blive skiftet ind, da Simon Makienok desværre blev så skadet, at han måtte udgå, og landstræner Morten Olsen måtte i stedet bruge sin sidste udskiftning på at sætte Helenius ind i front i stedet for Makienok. Lidt bittert for Søren Christensen, der således mistede chancen for kamptid i slutfasen.  Kings Cup i Bangkok: Thailand-Danmark 1-3 (0-2)
Mål:
10. minut 0-1  Simon Makienok. 37. minut 0-2 Martin Spelmann. 52. minut 1-2 Straffespark. 90. minut 1-3 Martin Ørnskov.
Startformation i 4-3-3 opstillingen:
1 Jesper Hansen, 20 Peter Nymann, 15 Lasse Nielsen, 3 Andreas Bjelland, 14 Patrick Mtiliga – 19 Jakob Poulsen, 7 Mads Albæk, 23 Martin Spelmann – 11 Emil Larsen, 5 Simon Makienok og 13 Tobias Mikkelsen.
Indskiftninger: 31. minut 21 Lucas Andersen for Tobias Mikkelsen. 46. minut: 10 Jesper Juelsgård for Patrick Mtiliga. 46. minut Kasper Lorentzen for Jakob Poulsen. 64. minut 18 Jores Okore for Andreas Bjelland. 71. minut Martin Ørnskov for Mads Albæk. 80. minut 8 Nicklas Helenius for Simon Makienok.