Hjulmand: Et svært skifte

Kategorier

Kasper Hjulmand: Et svært skifte

FC Nordsjællands Ligalandsholdsspillere skal i morgen træne under helt andre vilkår end i Bangkok, og det kræver tilvænning

I morges landede det danske Ligalandshold i København efter 14 dage i Bangkoks varme, og fra i morgen er Superligatruppen i FCN igen fuldtallig til træning. Altså lige bortset fra Michael Parkhurst, der først i den kommende weekend er retur fra landsholdssamling i USA. Hermed går træningen ind i en ny fase efter 14 dage, hvor trænerteamet i FCN har arbejdet med en trup suppleret op af et par gæstespillere og seks syv spillere fra egen U-afdeling. Cheftræner Kasper Hjulmand ser store udfordringer her i første del af fase 2: – Det er en tid, hvor vi fra i morgen har alle bortset fra Michael Parkhurst samlet indtil Viareggio. En fase, hvor der virkelig fysisk skal klappes til, men også i en balance, som vi skal have fundet. Vi får spillere hjem, som skal træne i 35 til 40 grader lavere temperatur og skifte underlag til kunstgræs. – Vi stod i dag med en bundfrossen kunstgræsbane, og banen kan ændre sig fra den ene dag til den anden i frosten. Hvor meget kan man restituere under de forhold, lyder det fra Kasper Hjulmand, der ser den kommende tid som en balanceakt: – Vi skal være meget opmærksomme på de hjemkomne spillere de næste to, tre fire dage med det underlag og med frost i banen. – Jeg havde ikke behov for vinter lige nu, men vi har tid nok, så jeg føler mig ikke presset. Vi skal nok være der til tiden, og så ligger der forhåbentlig nogle gode uger, inden vi tager til La Manga. – Vi skal også vurdere i forhold til kampene, som starter nu. Man kan sagtens forestille sig, at nogle af de hjemvendte fra Bangkok ikke straks skal i kamp igen på lørdag, siger Kasper Hjulmand.  Den første træningsfase, som FCN netop har afsluttet, evaluerer Cheftræneren således: – Vi har været gennem en tid, hvor det drejer sig meget om at komme godt henover dosering og belastning. Vi har ramt en god hård linje med et passende træthedsniveau. Og der er ingen alvorlige skader på grund af træningen. – Det har været fint for vores unge spillere at træne med. Nogle har prøvet det før, og for andre har det været nyt. Jeg kender dem godt fra træning og kampe tidligere, men det er noget andet selv at arbejde med dem og sætte dem sammen med Superligaspillere. – Man kan ikke have så mange unge med altid, men nu har der været naturligt plads. Rigtig fint for dem og for os trænere. Man lærer meget om dem også mentalt. Hvilke små ting, der kan ændres og gøres bedre. Hvor hårdføre og hvor hurtige er de til at fange ideer, siger Kasper Hjulmand. FCN spiller de første træningskampe på lørdag på kunstgræsbanen i Værløse med et A-hold kl. 12.30 og et B-hold kl. 14.15, begge mod Halmstad.