FCN-spiller scorede for U/16 landsholdet

Kategorier


Mikkel Hansen scorede til 1-1 i sin debut på Danmarks U/16 landshold.

FCN-spiller scorede for U/16 landsholdet

Tre FCN-spillere var på banen i Danmarks kamp mod USA ved turneringen i Tyrkiet, og Mikkel Hansen kom på måltavlen i sin debut

Danmarks nye U/16 landshold er i øjeblikket med i turneringen Aegean Cup i Tyrkiet, og landstræner Per Holm har tre FCN-spillere med i Tyrkiet, og alle tre var på banen i den afgørende kamp i går mod USA om at gå videre i turneringen. Rasmus Hansen og Mikkel Hansen var med fra start, og efter en times spil kom også Marcus Ingvartsen på banen. Mikkel Hansen spillede hele kampen og fik en debut, han sent vil glemme, for kampens afslutning blev højdramatisk. Der stod 1-0 til USA indtil Mikkel Hansen fire minutter før slutfløjtet udlignede til 1-1. Herefter satsede danskerne alt for at få den sejr, der kunne bringe dem videre, men USA slog kontra til 2-2, inden Danmark igen udlignede i sidste minut. Og under den totale satsning i overtiden scorede USA i stedet til en 3-2 sejr. Alligevel var landstræner Per Holm tilfreds med de danske spilleres comeback i 2. halvleg efter en skidt 1. halvleg. Og især viljen til at ofre alt i slutfasen var opmuntrende for landstræneren. Danmark har nu kun en enkelt kamp tilbage og kommer ikke videre i turneringen. Udover de tre FCN-spillere, der er med i Tyrkiet, har FCN også Christian “TK” Køhler i bruttotruppen, og han fik sin debut allerede i efteråret. FC Nordsjællands A+ Træner Kenneth Rasmussen glæder sig over den fine FCN-repræsentation på det nye U/16 landshold: – Det her handler om årg. 96, de nye landsholdsspillere i DBU-regi, og vi er glade for nu at have fire mand, der har debuteret. – Det er vigtigt at være repræsenteret på landsholdet med en ny årgang. Vi viser, og DBU bekræfter, at vores spillere har niveau, og det er vi selvfølgelig glade og stolte over. Men også ydmyge omkring, for det kræver noget af både dem og os samt deres holdkammerater at udbygge det niveau. – Spillerne ved, at der skal præsteres med landsholdet, som der også skal herhjemme. De har noget at give videre og kan være med til at højne vort træningsmiljø endnu mere. De kommer altid hjem med noget de kan tilføre, siger Kenneth Rasmussen. FCN har også både Kristian Lindberg og Philip Zinckernagel med i den første U/18 trup under den nye landstræner Nils Nielsen til en tur til Gran Canaria sidst i januar