FCN møder Juventus

Kategorier


Mark Gundelach er blandt de unge FCN-spillere, der igen kan prøve kræfter internationalt i Viareggio Cup. Her er han i aktion mod FCM i efterårets sidste Superligakamp. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN møder Juventus

FC Nordsjællands U/20 hold er kommet i pulje med Juventus i årets Viareggio Cup, der spilles fra d. 6. februar i Italien.

Igen i år er FC Nordsjællands U/20 hold tilmeldt den legendariske Viareggio Cup i Toscana, der betragtes som en af verdens absolut stærkeste for U/20 hold med deltagere fra hele kloden. I år er FCN den eneste deltager fra Danmark blandt de 48 inviterede klubber i turneringen. Sidste år fik de unge tigre prøvet kræfter med store hold som Parma og Genoa, men i år har lodtrækningen givet en endnu større mundfuld i støvlelandets nok største klub, Juventus. Udover den gamle dame skal FC Nordsjælland også møde APIA Tigers fra Australiens bedste række og Cittá de Marino fra Rom, som FCN også var i gruppe med sidste år, hvor det blev til 1-1 efter et dramatisk opgør. En lodtrækning som 1. Team Coach Flemming Pedersen, der fungerer som Cheftræner til turneringen, er godt tilfreds med. – Først og fremmest er jeg glad for, at vi skal møde Juventus, der er min personlige ønskemodstander. Deres navn og omdømme i sig selv er fantastisk, og det er altid interessant for vores bedste ungdomsspillere at møde og måle sig med et italiensk tophold. Jeg er også glad for, at vi har fået et australsk hold, så vi ikke møder tre italienske hold, for dommerne favoriserer holdene fra hjemlandet, og det kan jeg godt sige uden at fornærme nogen, siger Flemming Pedersen om de første to modstandere. – Citta di Marino har jeg et ambivalent forhold til. Det er positivt vi får mulighed for en revanchekamp, efter vi følte os meget snydt mod dem sidste år. Omvendt spiller de så hårdt og næsten svinsk, at der ikke kommer så meget fodbold ud af at møde dem. Men det kan vi bestemt også lære noget af, så alt i alt er det en spændende lodtrækning med bedre muligheder for at gå videre end sidste år, selv om det er nåleøje for de udenlandske hold at gå videre i turneringen. Sidste år var der, så vidt jeg husker, kun et af de 16 kvalificerede hold til 1/8 finalerne, der ikke var fra Italien, siger Flemming Pedersen. Viareggio Cup 2012 er fra årgang 1992 og yngre. Vinderne af de 12 grupper kvalificerer sig videre i turneringen, mens de fire bedste 2’ere også kommer med til knock-out runden. Men uanset, om FCN ender med at kvalificere sig videre eller ej, så har turneringen stor værdi for udviklingen af de bedste talenter i Nordsjælland, der spiller den første kamp i årets turnering d. 6 februar. – Hovedværdien er først og fremmest på det mentale område. Selvkontrol i pressede situationer og modgang testes og udvikles for alvor, når man møder hjemmedommere og den spillestil der spilles med dernede, hvor de er fysisk hårde og resultatfikserede. Det lærte vi meget af sidste år. Den slags kan ikke købes for penge. Spillerne skal være der og prøve det for at lære det. – Og vi vurderer, at det er meget vigtigt, at de oplever den prøvelse og de udfordringer. I Viareggio Cup er vi sikre på, at vi kommer til at møde modgang i alle kampene, så vi skal ned og fokusere på at træne den del af spillernes mentale styrker. Det er en unik turnering for den mentale udvikling af vores U/20 spillere. Hver eneste bold og hver eneste situation er vigtig i Viareggio Cup, hvor alle spiller så intenst for at vinde. Man lærer noget om den koncentration og det mod, det kræver at spille, siger Flemming Pedersen. Sidste år havde FC Nordsjælland bl.a. Lasse Petry, Seejou King, David Jensen, Jores Okore, Oguzhan “O.G” Aynaoglu, Nichlas Rohde, Mark Gundelach og Jannich Storch med i Viareggio, der efterfølgende alle har fået debut og en plads i A-truppen i FC Nordsjælland. Alle de nævnte spillere har faktisk alderen til også at kunne deltage i dette års udgave af Viareggio Cup, og indgår derfor i den foreløbige bruttotrup.