Forlængelse og gardering på mål

Kategorier


Jannick Storch fik Superligadebut, da han efter pausen af hjemmekampen mod SønderjyskE 2. oktober afløste en skadet David Jensen. (Foto: Boesenfoto.dk)

Forlængelse og gardering på mål

FCN har forlænget med Jannich Storch men kigger efter endnu en målmand til forårssæsonen.

FC Nordsjælland er det hold i den danske Superliga, der har lukket færrest mål ind i efteråret. Det skyldes ikke mindst en fremragende indsats og udvikling hos 1.keeper Jesper Hansen, der som belønning er kommet ind i landsholdsvarmen. Samtidigt har både reservemålmændene David Jensen og Jannich Storch holdt buret rent i de Superligekampe, hvor de har skullet afløse Jesper Hansen pga. skader i efteråret. Det har nu givet resultat i forhold til, at alle tre målmænd i efteråret har fået forlænget kontrakterne i Nordsjælland. Først forlængede David Jensen sin kontrakt med FCN i august måned for de næste tre år, så kom Jesper Hansens underskrift på en 2-årig kontrakt i december, og nu har 19-årige Jannich Storch også gjort sig fortjent til at få forlænget sin plads i U/20 truppen, hvor han både har stået kampe i U/19 Ligaen og samtidigt ageret reserve i flere kampe for Superligaholdet. I første omgang betyder det, at Storch også er i klubben det næste halve år frem i tiden. – Det er jo herligt, at alle tre keepere har bidraget til holdets succes i dette efterår. Alle har leveret til træning og dermed været en vital del af vores gode træningsmiljø, som er grundstenen for vores fornuftige udvikling. Desuden har de alle tre været i kamp og været med til at skaffe vigtige point. For David Jensen og Jannich Storch er det fantastisk, at de allerede har oplevet suset i Superligaen inden deres 20 års fødselsdag. Det lover godt for fremtiden, og derfor skal der også lyde stor ros til John Bredal og Lars Høgh, der er ansvarlige for keepernes udvikling i trænerteamet, siger Sportschef Jan Laursen. Selv om alle tre målmænd nu har forpligtet sig til tigrene i foråret, så kan det være klubben alligevel vil sikre sig i bredden på målmandsposten i den kommende halvsæson. Reserve David Jensen er nemlig i genoptræning for en knæskade, der kan komme til at holde ham væk fra kampformen i starten af forårssæsonen, og derfor holder den sportslige ledelse ører og øjne åbne i den kommende tid, mens situationen vurderes. – Vi har stor tillid til vores unge keepere, men vi ønsker at gardere os med en ekstra keeper i den meget spændende forårssæson, så vi er dækket ind i tilfælde af skader og indtil David Jensen er tilbage for fuld power igen. Derfor sonderer vi markedet for en keeper med en profil, der passer til FC Nordsjælland, siger Jan Laursen.