FCN har syv spillere på Ligalandsholdet

Kategorier


Alle fem FCN-spillere her fra A-landsholdets seneste samling er udtaget til Ligalandsholdet sammen med Søren Christensen og Patrick Mtiliga.

FCN har syv spillere på Ligalandsholdet

Landstræner Morten Olsen markerer FC Nordsjællands fantastiske efterår med valg af hele syv FCN-spillere til Ligalandsholdets tur til Thailand i januar.

FC Nordsjælland har været sæsonens store overraskelse i Superligaen, og det var derfor ikke så overraskende, at FCN ville være rigt repræsenteret på Ligalandsholdet til januar måneds tur til Thailand. Alligevel var Mortens Olsens valg af hele syv mand nærmest lidt overvældende og glædeligt nyt for alle i og omkring FC Nordsjælland, for det er i den grad en blåstempling af klubbens arbejde og spillestil. Ligalandsholdet tager afsted til Thailand den 10. januar, og der venter tre kampe mod Norges Ligalandshold, Nordkoreas OL-hold og værterne fra Thailand. De syv FCN, der kommer med på turen, er den forhåndsudtagne målmand Jesper Hansen, samt de fire øvrige, der sidste var med på det danske A-landshold: Andreas Bjelland, Jores Okore, Mikkel Beckmann og Tobias Mikkelsen. Desuden er det Søren Christensen og Patrick Mtiliga, der nu også indlemmes i landsholdsregi. De to sidstnævnte har begge spillet forrygende i lang tid og dermed fortjent chancen i nationaldragten. For Søren Christensen er det første udtagelse til et landshold under Morten Olsen, mens han tidligere har spillet U/21 landskampe. For Patrick Mtiliga er det comeback i nationaldragten, som han sidst bar under VM i sommeren 2010 i Sydafrika. Alle syv udtagne FCN-spillere var således i FC Nordsjællands startopstilling i årets sidste kamp i søndags, hvor de øvrige fire var anfører Nicolai Stokholm, hvis dåbsattest har en alder, der ikke passer med fremtidens landshold, unge Mark Gundelach, der spiller på U/20 landsholdet, samt Enock Adu og Michael Parkhurst, der må satse på landsholdene i Ghana og USA.