Truppen til FCK

Kategorier


FCN har endnu aldrig tabt en pokalkamp i Parken, men torsdagens kvartfinale mod FCK bliver en svær hurdle for pokalmestrene. (Foto: Boesenfoto.dk)

Truppen til FCK

FC Nordsjællands trænerteam har udtaget 20 spillere til kvartfinale i DBU Pokalen torsdag aften kl. 20.00 i Parken.

Torsdag aften skal de dobbelte pokalmestre fra FCN løse en meget svær opgave, hvis pokalen skal forblive i Nordsjælland for tredje år i streg. Det er nemlig de forsvarende mestre fra FC København der tager imod i Parken, og selv om tigrene sidste gang tog hjem derfra med en meget fortjent 3-1 sejr, så tages intet for givet inden pokalbraget torsdag kl. 20.00. – Det er en ny turnering og noget helt andet i forhold til Superligaen. Vi skal op mod Danmarks bedste hold, og det er FCK uanset, hvad folk skriver. De er foran os andre på mange områder, og det er et klassemandskab, vi skal møde. Det vil kræve vores bedste at komme forbi dem. De har prøvet at være forrest længe og har den nødvendige know-how til at analysere på, hvad de skal og kan gøre, og derfor er det en meget stor opgave, vi skal på, siger Cheftræner Kasper Hjulmand. Pokalturneringen har FC Nordsjælland siddet tungt på længe. Sidste gang tigrene tabte en kamp i DBU Pokalen er helt tilbage i november måned 2008, da det blev til et knebent 1-2 nederlag i kvartfinalen mod AaB. Og de tre år som ubesejret i pokalen, og den gode stime i Superligaen, giver FC Nordsjælland nok ballast til at gå optimistisk ind til kampen i Parken torsdag aften. – Vi kommer ind til kampen med god ballast, føler jeg. Vi har spillet godt længe og har en god selvtillid og base i vores spil. Vi ved, hvad der skal til, for vi har vundet i Parken før, men spørgsmålet er, om vi kan udføre det. Og så ved vi, hvad vi er, og hvad vi kan. Vi skal ikke være hverken mere eller mindre end det, siger Kasper Hjulmand. – Sidst vi var i Parken spillede vi en topkamp, og det så vi resultatet af. Men vi skal ramme samme niveau for at kunne slå dem igen. Vi tror på os selv, og uanset hvad FCK kommer med, så mener vi, at vi har de ting, der skal til for at vinde. Men det kræver som sagt, at vi rammer vores topniveau lige som sidste gang. Trænerteamet må fortsat se bort fra reservekeeper David Jensen, der er ude med et læderet ledbånd i knæet, og Mads Thomsen, der forsat er på vej tilbage fra en lyskenskade. FC Nordsjællands trup til kvartfinale i DBU Pokalen torsdag kl. 20.00 mod FCK i Parken: 1.Jesper Hansen (M), 2. Jores Okore, 3. Jacob Egeris, 4. Henrik Kildentoft, 5. Andreas Bjelland, 6. Enock Adu, 7. Nicolai Stokholm, 8. Patrick Mtiliga, 9. Tobias Mikkelsen, 10. Mikkel Beckmann, 12. Rawez Lawan, 13. Oguzhan “O.G” Aynaoglu, 17. Søren Christensen, 18. Michael Parkhurst, 19. Mark Gundelach, 20. Matti Lund Nielsen, 21. Christian Gytkjær, 22. Andreas Laudrup, 24. Andreas Granskov, 32. Jannich Storch (M). Truppen tæller 20 spillere, og derfor skal to sorteres fra på kampdagen.