Stokholm: Vi kom efter de tre point og fik dem

Kategorier


Jores Okore kunne ikke blot glæde sig over sejren men også forfremmelse til A-landsholdstruppen. (Foto: Boesenfoto.dk)

Stokholm: Vi kom efter de tre point og fik dem

Høj stemning i omklædningsrummet, hvor Jores Okore også kunne glæde sig over, at han er blevet forfremmet fra U/21 til A-landsholdet

Endnu engang kunne FCN-spillerne juble i omklædningsrummet til tonerne fra John Mogensen. Det er blevet fast ritual, at de “gamle” får lov at bestemme musikvalget efter en sejr, og John Mogensens rock and roll er det faste hit. Alle nød sejren, og anfører anfører Nicolai Stokholm udtrykte det således: – Vi kom efter tre point, og vi fik dem. Vi vidste godt, at det ikke ville blive så kønt, for det er et svært sted at spille, men vi havde god kontrol og spiller en fornuftig kamp. En fuldt fortjent sejr, synes jeg. – Vi lavede et meget flot mål og kommer herfra med de tre point. Det er så vigtigt lige efter et nederlag og med 14 dages kamppause foran os. Nu kan vi i de næste par uger glæde os til kampen mod SønderjyskE, og så skal en del jo også afsted for at repræsentere os på de forskellige landshold. Dem glæder vi andre os også til at følge, siger Nicolai Stokholm. Andreas Bjelland, Tobias Mikkkelsen og Mikkel Beckman er alle med i den danske A-landsholdstrup til kampene mod Sverige på fredag 11. november og mod Finland tirsdag 15. november. Desuden skal målmand Jesper Hansen stå stand by som 3. målmand mod Sverige, og Jores Okore har netop fået at vide, at han også er blevet efterudtaget til A-landsholdet i stedet for skadede Simon Kjær. Jores Okore skulle ellers have spillet på U/21 landsholdet sammen med Andreas Laudrup. Tobias Mikkelsen blev passet tæt op af Køge-forsvaret og fik kun et par gange held med sine gennembrud: – Det blev ikke helt så poleret i dag, som vi gerne vil, men vi fik, hvad vi kom efter. Vi er meget glade for de tre point, og så må vi leve med, at banerne på denne årstid ikke gør det helt let at spille hurtigt nok, konstaterer Tobias Mikkelsen. Søren Christensen kunne nyde gratulationer fra alle sider for sit pragtmål: – Det er altid rart at score, og det er vigtigt at lave nogle kasser, når man spiller på pladsen som 10’er. Jeg tænker ikke så meget over at skyde men tager bare chancen, når muligheden byder sig. Jeg føler, jeg har fået tillid, og det giver naturligvis selvtillid. At det går så godt, skyldes også, at mit samarbedje med Beckmann fungerer fint. Jeg føler, at vi kender hinanden rigtig godt og får meget ud af sammenspillet, siger Søren Christensen. Rawez Lawan var også meget glad for sin scoring, der var hans første i Superligaen i denne sæson: – Det var dejligt at få scoret igen. HB Køge er ikke noget dårligt hold, men vi vandt og kan glæde os til den korte pause. Vi har 28 point, og nu skal vi koncentrere os om de sidste tre kampe inden vinterpausen, fastslår målscoreren til 2-0.