Samme succes-opskrift igen og igen

Kategorier


Mikkel Beckmann var en evig kilde til uro i det sønderjyskE forsvar og blev dobbelt målscorer for FCN. (Foto: Boesenfoto.dk)

Samme succes-opskrift igen og igen

FC Nordsjælland vandt sikkert 2-0 over SønderjyskE på to flotte mål af Mikkel Beckmann

FCN gør det igen og igen De nordsjællandske tigre tog endnu engang totaldominans på kampen, akkurat som sidst sønderjyderne gæstede Farum Park. Mikkel Beckmann nettede atter til 1-0 på et direkte frispark, og denne gang lukkede Beckmann endda matchen med endnu en flot træffer til 2-0. Det var samme succes-opskrift, som vi nu snart har set i rigtig mange kampe i denne sæson. Det boldsikre spil frustrerer alle gæstehold i Farum Park, og det fantastisk solide forsvar afviser med stort overblik alle forsøg på kontrastød. Med 2-0 sejren holder FCN på overbevisende facon fast i andenpladsen og er nu klar førsteudfordrer til Superligaduksen FCK, som FC Nordsjælland har et meget vigtigt møde med på torsdag i Parken i pokalkvartfinalen. Men det var der ingen, der spekulerede på søndag i Farum Park. Her var al fokus rettet ind på Superligaen og opgaven mod SønderjyskE, der blev løst på fornemste vis. De 5.271 tilskuere fik fra første fløjt en medrivende kamp at se. Modsat sidst valgte SønderjyskE at gå lidt længere frem på banen for at presse FCN, og det gav mere underholdning end sidst, hvor sønderjyderne bare pakkede sig. Det ændrede dog ikke stort på spilfordelingen. Tigrene var tændte og kom hele tiden først på bolden, så den kunne spilles rundt i de vante kombinationer. Søren Christensen havde den første målchance, men skød forbi, og derefter var det nærved og næsten rigtig mange gange. SønderjyskE viste kun tænder en enkelt gang, da Kenneth Fabricius lidt tilfældigt slap fri til skud, men han var heller ikke træfsikker. Som 1. halvleg skred frem blev FCN mere og mere nærgående med to angrebsivrige backs til at gå med frem og skabe farlige indlæg. På et af disse fra Michael Parkhurst i det 20. minut fik Mikkel Beckmann en stor målchance men ramte lige forbi målet. Og da Parkhurst lidt efter igen lagde et giftigt indlæg, headede Rawez Lawan lige i favnen på målmand Nathan Coe. Men målet lurede, og da FCN i det 26. minut fik et frispark lige udenfor feltet, hvor Søren Christensen blev nedlagt i et gennembrud, lagde Mikkel Beckmann bolden til rette og tog sig tid til grundig koncentration. Spændingen steg hos publikum, der huskede hans afgørende træffer på samme vis mod SønderjyskE for halvanden måned siden. Og Beckmann gentog kunststykket på samme flotte vis. Denne gang dog ved at banke bolden ind ved nærmeste målstolpe til 1-0. Kort før pausen var det meget tæt på, at FCN havde øget føringen, da Andreas Bjelland pludselig var fri midt for mål, men hans skud blev rettet af lige i sidste øjeblik, så holdene gik til pausen med 1-0 på tavlen. 2. halvleg startede med super opfindsomt angrebsspil af FCN. Tobias Mikkelsen havde et nærgående skud på oplæg fra Patrick Mtiliga, og det var endnu tættere på efter et hjørnespark, da Andreas Bjelland steg til vejrs og headede, men en forsvarer fik reddet på selve målstregen. Også midtbanedynamo Enock Adu var ved at komme på tavlen for første gang, men Coe reddede det flade skud fra Adu. Gæsterne viste kun farlighed en enkelt gang, da lynhurtige Antipas slap fri på en dyb stikning, men Jesper Hansen fik lige akkurat drejet bolden udenom stolpen. Og så satte FCN tingene endeligt på plads i det 69. minut efter et pragtangreb, hvor Michael Parkhurst på ny lagde en fin aflevering på tværs, og denne gang kom Mikkel Beckmann susende og hamrede bolden i kassen til 2-0. Resten af kampen var ren opvisning og til tider spil for galleriet med hæl og tå, som fremtvang taktfaste klapsalver fra det medlevende publikum. Farum Park er en fæstning for FCN, der kun har tabt én hjemmekamp i mere end et halvt år. Det er meget imponerende, og det kan næsten ikke gøres i flottere stil end mod SønderjyskE. Nu venter pokalkvartfinalen på torsdag i Parken mod FCK, og på søndag i Superligaen en svær udekamp mod formstærke Silkeborg. Sidste kamp inden vinterpausen bliver hjemme i Farum Park søndag 4. december kl. 14, og kan FCN holde stilen lidt endnu ligner det en lun vinter i toppen af Superligaen. Superliga 16. runde 20. november 2011 FCN-SønderjyskE 2-0 (1-0)
Mål:
26. minut: 1-0 Mikkel Beckmann
69. minut: 2-0 Mikkel Beckmann, assist Michael Parkhurst
Tilskuere: 5.271
Dommer: Emil Laursen
Advarsler: Nicolai Stokholm, Tobias Mikkelsen og Jores Okore, FCN, samt Anders Østli, SønerjyskE.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
5 Andreas Bjelland
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Tobias Mikkelsen
10 Mikkel Beckmann (ind i 81. minut 20 Matti Lund Nielsen)
12 Rawez Lawan (ind i 87. minut 4 Henrik Kildentoft)
17 Søren Christensen (ind i 77. minut 28 Nichlas Rohde)
18 Michael Parkhurst
På bænken uden at komme ind:
32 Jannich Storch
3 Jacob Egeris
13 Oguzhan “O.G.” Aynaoglu
24 Andreas Granskov