Nichlas Rohde dobbelt målscorer

Kategorier


Nichlas Rohde – her fra en Superligakamp mod HB Køge – scorede begge mål for FCN mod Lyngby i dagens reserveholdskamp. (Foto: Boesenfoto.dk)

Nichlas Rohde dobbelt målscorer

FC Nordsjælland besejrede Lyngby 2-1 i Reserveholdsturneringen.

Mandag eftermiddag spillede FCN reserveholdskamp på hjemmebane mod Lyngby, og selv om FCN stillede med et meget ungt hold med hele ni U/19 spillere i truppen, lykkedes det at vinde 2-1 efter en rigtig god indsats. De første tyve minutter bølgede frem og tilbage. FCN havde nogle godt opbyggede angreb uden dog at komme frem til de store chancer, mens Lyngby hovedsageligt var farlig på dødboldsituationer. Matti Lund havde et godt skud udefra efter tyve minutters spil, hvilket tvang Lyngby-keeperen til en redning, der gav hjørnespark til hjemmebaneholdet. Det hjørnespark endte i fødderne på Mark Gundelach, der fra en spids vinkel skød på mål. Inde foran mål stod Nichlas Rohde og satte en inderside på, hvilket resulterede i en føring til tigrene. Syv minutter senere lagde Matti Lund en løftet bold frem mod Nichlas Rohde, der tog bolden ned med brystet og på fremragende vis fintede Lyngbys forsvarsspillere væk, hvorefter Rohde sikkert bankede bolden op i fjerneste hjørne til 2-0. Gæsterne havde få minutter senere mulighed for at svare igen, da Peter Madsen fik en friløber. Målmand Jannich Storch kom dog flot ud og fik i to omgange afvist Peter Madsen. Dermed kunne FC Nordsjælland gå til pause med en to måls føring. Anden halvleg blev en meget rodet forestilling, hvor Lyngby forsøgte at komme tilbage i kampen. Effektiviteten manglede dog fra udeholdet, der ikke kunne få sparket bolden i mål på chancerne. En dum forsvarsfejl fra FCN med otte minutter tilbage af kampen gjorde, at en Lyngby-spiller fik bolden inde i feltet, og denne gang lykkedes det at sparke bolden ind bag Jannich Storch. Mere blev det dog ikke til, og FCN vandt dermed kampen med 2-1. Tigrenes Assistenttræner John Bredahl var især tilfreds med første halvleg – Vi spillede en god første halvleg, hvor vi var meget disciplinerede og ikke havde nogle udfald. Lyngby fik en enkelt chance, men Jannich Storch reddede på flot vis. Anden halvleg bar præg af, at Lyngby skulle frem, og derfor blev det meget ustruktureret, sagde John Bredahl efter kampen. – Lyngby fik ikke scoret på deres chancer, og derfor er det ærgerligt at vi forærede dem et mål og dermed lukkede dem ind i kampen. Jeg synes dog, at vi fik reddet stormen godt af. Det er meget tilfredsstillende med en sejr, når vi brugte så mange U/19 spillere i kampen, fortalte John Bredahl. Kampfacts: FCN – Lyngby BK 2-1 (2-0) FCN startopstilling (4-3-3):
Jannich Storch (M), Henrik Kildentoft, Mads Windekilde, Jacob Egeris, Mark Gundelach – Matti Lund Nielsen, Bjarke Jacobsen, Christian Gytkjær – Anders Junge, Kristinn Steindorsson og Nichlas Rohde. Mål:
1-0: 21 min. Nichlas Rohde
2-0: 28 min. Nichlas Rohde
2-1: 82 min. Udskiftninger:
52. min: Magnus Rasmussen ind for Anders Junge
65. min: Patrick Lerager ind for Bjarke Jacobsen
67. min: Rasmus Jensen ind for Kristinn Steindorsson
70. min: Matthias Andersen ind for Christian Gytkjær