Flot kamp af FCN i Rostock

Kategorier


Seejou King stod for et kongemål som udligning til 2-2 i Rostock. (Foto: Boesenfoto.dk)

Flot kamp af FCN i Rostock

FC Nordsjælland spillede 2-2 mod Hansa Rostock fra 2. Bundesliga i dagens træningskamp

Da der på grund af landskampene er pause i Superligaen i denne weekend, har FCN Nordsjælland sagt ja tak til en invitation fra 2. Bundesligaklubben Hansa Rostock om at komme til Tyskland for at spille en træningskamp. FCN rejste til Rostock i går og spillede kampen i dag kl. 13, og trods et meget ungt mandskab viste tigrene virkelig, hvad FC Nordsjælland står for. FCN leverede en flot præstation og fik fuldt fortjent uafgjort 2-2 mod det stærke tyske mandskab. FCN fik ellers den værst tænkelige start, da gæsterne scorede allerede i første minut, fordi der blev fedtet for meget rundt med bolden i forsvaret. Det straffede Hansa prompte, da tyskerne fik fat i læderet, og de var således foran 1-0, før FCN overhovedet havde været over banens midte. Den forskrækkelse rystede FCN dog hurtigt af sig og overtog dirigentstaven. Tigrene fandt alle deres positioner på banen og holdt fast i bolden, så der nærmest kun var spil til tyskernes mål i det næste kvarter. Det gav fuldt fortjent udligningen til 1-1 i det 12. minut, da Adu spillede diagonalt frem til Henrik Kildentoft på højrekanten, og det flade indlæg fra Kildentoft sparkede Andreas Granskov flot i mål helt oppe i nettaget. Alligevel blev det 2-1 til tyskerne godt ti minutter senere, da der blev lavet et par slemme fejl i forsvaret. Mathias Nielsen mistimede en høj fremlægning, som tyskerne var først på bag forsvaret, og da Seejou King kiksede sin clearing kunne Hansa alt for let score, selv om der måtte en ripost til, da målmand Kevin Stuhr Ellegaard fik pareret i første omgang. Lidt ærgerligt for FCN at være bagud ved pausen efter en 1. halvleg, hvor holdet havde domineret klart og også haft gode scoringsmuligheder. Bl.a. midtvejs i 1. halvleg, da Andreas Granskov blev spillet blank i feltet af Adu med et smart lille prik med kattepoten mellem to forsvarere. Desværre tog Granskov for langt et træk, så målmanden nåede frem og fik blokeret. 2. halvleg blev en noget mere ujævn affære, hvor Hansa Rostock hele tiden forsøgte at slå FC Nordsjællands fine pasningsspil i stykker med frispark og eftertacklinger. Det gjorde kampen mere rodet, men FCN forsøgte ufortrødent at spille sin chance. Det var ved at give bonus midt i 2. halvleg, da Rawez Lawan fik en stor hovedstødschance på en ripost efter skud fra indskiftede Anders Junge. Den fortjente udligning lod således vente på sig indtil otte minutter før tid, hvor FCN lavede et mønsterangreb. Henrik Kildentoft spillede fra højre side ind til Bjarke Jacobsen, der vendte spillet hurtigt over til Anders Junge i venstre side. Her kom Seejou King spænende frem i et overlap på kanten og fik bolden på det helt rigtige tidspunkt. Det kvitterede King for med et kongemål, da han knaldede bolden ind ved modsatte stolpe til 2-2. 1. Team Coach Flemming Pedersen var også særdeles godt tilfreds med indsatsen og udbyttet af turen: – Vi spillede en flot kamp hele vejen igennem mod et tysk mandskab, hvor alle spillerne var fra A-truppen. Vores unge spillere leverer varen. Det var ikke til at se, at vi havde fire U/19 spillere på banen mod slutningen, da vi jagtede udligningen og fortjent fik den. – Det har været stenhamrende seriøst hele vejen igennem hernede. Gode forhold og indkvartering på et 1. klasses hotel. Hansa Rostock er en klub med noget større forhold, end vi er vandt til og 17.000 tilskuere i snit til hjemmekampene, siger en glad Flemming Pedersen, inden hele FCN-truppen nu sætter sig i bussen for at vende retur til Farum Park i aften. Matchfachts for træningskampen i Rostock: Hansa Rostock-FCN 2-2 (2-1)
Mål: 1. minut 1-0. 12. minut 1-1 Andreas Granskov. 22 minut 2-1, 82. minut 2-2 Seejou King. FCN følgende startformation mod Hansa Rostock:
Kevin Stuhr Ellegaard
Henrik Kildentoft, Mathias Nielsen, Jacob Egeris og Seejou King
Lasse Petry, Enock Adu, Matti Lund Nielsen
Mark Gundelach, Andreas Granskov, Rawez Lawan
På bænken fra start:
Jannich Storch
Nichlas Rohde (ind i 65. minut for Andreas Granskov)
Magnus Rasmussen (ind i 80. minut for Rawez Lawan)
Anders Junge (ind i 46. minut for Mark Gundelach)
Mads Windekilde (ind i 70. minut for en skadet Mathias Nielsen)
Bjarke Jacobsen (ind i 75. minut for Enock Adu)