FCN sætter præg på landsholdslejren

Kategorier


De fem FCN-spillere i landsholdslejren i Helsingør var stærkt ombejlede af pressefolk før formiddagens træning, men det lykkedes lige at samle dem til et “familiefoto”, før Morten Olsen tog styringen.

FCN sætter præg på landsholdslejren

Alle fem FCN-spillere sprudler af spillelyst under træningerne med Morten Olsen på Helsingør stadion

FC Nordsjælland sætter i høj grad præg på den danske landsholdslejr i Helsingør, hvor landstræner Morten Olsen i denne uge træner med sine udvalgte frem mod landskampen i Parken på fredag mod Sverige og mod Finland i Esbjerg på tirsdag. Hele fem FCN-spillere var i aktion ved dagens træning. Andreas Bjelland, Mikkel Beckmann og Tobias Mikkelsen blev valgt til landsholdstruppen i første omgang, og da der kom afbud fra Simon Kjær til kampen mod Sverige, blev unge Jores Okore hentet op fra U/21 truppen. Desuden er Jesper Hansen kaldt til som 3. målmand, da Anders Lindegaard døjer med en skulderskade. Det var da også Jesper Hansen og Thomas Sørensen, der var i aktion, da det gik løs på to mål. For Jores Okore og Tobias Mikkelsen er det helt nyt land, de betræder. Ingen af dem har tidligere været med omkring A-landsholdet, og de suger indtryk til sig. Og udover de sportslige input, får de virkelig også øvet sig i at snakke med medierne, der møder talstærkt op hver dag. 19-årige Jores Okore nyder opmærksomheden: – Det er da en fed oplevelse at være her. Helt unikt. Der er en rigtig god stemning i truppen. Og med så meget opmærksomhed om landsholdet, er det en noget anderledes oplevelse end træning hjemme i FCN. – Når man først har smagt det her, vil man altid gerne have mere, og jeg vil arbejde hårdt på, at Morten får brug for mig igen en anden gang, siger Jores Okore. Tobias Mikkelsen er også faldet godt til: – Alle har været rigtig gode til at tage imod os nye. Vi skal jo lige have tid til at finde os til rette i de her omgivelser. Jeg synes, det er gået OK. Og det styrker i hvert fald én som fodboldspiller. Det er stort og noget, jeg kan tage med videre i min udvikling, siger Tobias Mikkelsen. Både Jores Okore og Tobias Mikkelsen håber naturligvis også, at der falder lidt kamptid af til dem, så de kan få deres debut i nationaldragten, men de regner ikke med noget. Og det skal de heller ikke gøre ifølge landstræneren: – Jeg bruger først og fremmest disse to landskampe til at stabilisere det EM-hold, vi har spillet med, så det er ikke min plan, at alle i truppen her skal have spilletid. Men ikke alle af de vante spillere skal have fuld spilletid, så der opstår da også mulighder for de nye i kampene, siger Morten Olsen, der også fortæller, at han længe har holdt øje med Tobias Mikkelsen: – Tobias har vi jo set som et stort talent helt tilbage i hans Lyngbytid. Det er dog først nu i FCN, at han igen har fået fodfæste via den tydelige måde, der trænes på i Nordsjælland. FCN har valgt form efter spillerne, og det giver tydelighed. Tobias Mikkelsen og Mikkel Beckmann er begge hurtige, udfordrende spillere. Der er paraleller i FCN, der passer til os, lyder det rosende fra landstræneren. Mikkel Beckmann er tilbage i landsholdstruppen for første gang siden VM i sommeren 2010: – Det er dejligt at være her igen. Det er gode fyre allesammen, og det giver en god stemning. Også for Tobias og Jores er det gået hurtigt med at føle sig hjemme her. Det er lidt sjovt, at vi er så mange samlet fra FCN. Vi nyder det og får også snakket en masse med alle de andre gode fyre i truppen, siger Mikkel Beckmann. Her er lidt billeder fra dagens træning, hvor både spillere og Morten Olsen tog sig god tid til interviews med medierne:


For Jores Okore og Tobias Mikkelsen er det første optræden i A-landsholdstruppen, mens målmand Jesper Hansen også tidligere har været indkaldt som substitut for en skadet keeper.