FCN holdt fast i pokalen meget længe

Kategorier


Michael Parkhurst var i fravær af Andreas Bjelland rykket ind i centerforsvaret, og i 88 minutter lykkedes det at holde FCK fra scoring.

FCN holdt fast i pokalen meget længe

Pokaleventyret er slut, men filmen knækkede først to minutter før tid i Parken, hvor FCK scorede og kort efter satte punktum med endnu et mål til 2-0

FC Nordsjællands pokaleventyr varede i godt tre år og kastede to titler af sig, men efter 17 succesrige pokalkampe i træk, knækkede filmen med kun to minutter igen i aftenens kamp i Parken. Det var en spændingsfilm i 88 minutter, men så scorede FCK på et hovedstød ved Sölvi Ottesen efter hjørnespark, og da FCN herefter satsede blev det 2-0 i tillægstiden. Dermed brast tigrenes drøm om for tredje gang i træk at løfte pokaltrofæet i Parken til foråret, og skuffelsen var kolossal. Især fordi chancen var der næsten helt frem til slutfløjtet, og mange havde indstillet sig på forlænget spilletid. Et farvel til pokalen så sent i kampen var ekstra smerteligt, for alle fightede virkelig for, at det skulle lykkes også at vinde “den moralske finale” på udebane mod de danske mestre. Og FCN fik flot støtte fra tribunerne af de medrejsende fans. At det blev FCK, der slap igennem til forårets semifinaler, kan der dog ikke indvendes noget imod, for de københavnske løver viste mest vildskab i den kamp og kom til langt flere afslutninger end de nordsjællandske tigre. FCN blev presset ganske anderledes end sidst, tigrene gæstede Parken og vandt en suveræn sejr i Superligaen. Det betød, at FCN kun i få perioder for alvor fik sat spillet, sådan som holdet gerne vil. FC Nordsjælland stillede op uden Andreas Bjelland, der er lidt slidt efter et hårdt program, og i hans sted var universalspilleren Michael Parkhurst rykket ind centralt i forsvaret, hvilket gav plads til Henrik Kildentoft som højre back. Efter en lidt vanskelig start, hvor FCN havde svært ved at spille sig fremad på banen, kom det efterhånden til at fungere ret godt. FCK dominerede fra start og Dame N’Doye bragede allerede efter fem minutters spil et frispark på overlæggeren, men da FCN havde overvundet den forskrækkelse, lykkedes det noget bedre at holde løverne på afstand af målet. Men kun få gange i 1. halvleg magtede FCN selv at spille sig hele vejen igennem til afslutninger. Den største målchance til FC Nordsjælland i hele kampen kom i det 18. minut efter et flot gennemført angreb i typisk FCN-stil. Bolden blev stukket fint frem til Rawez Lawan på højrekanten, og hans præcise indlæg headede Søren Christensen med stort overblik ned for fødderne af Mikkel Beckmann, der ikke tøvede et splitsekund, men hakkede til med en helflugter. Desværre for Beckmann og resten af FCN-mandskabet ramte det kanonhårde skud foden på en forsvarer. der bare kastede sig ind foran mål. Og tre minutter før pausen fik også Tobias Mikkelsen en glimrende skudmulighed skabt af Rawez Lawan, men også dette skud blev blokeret i sidste øjeblik. Men ellers var det FCK’s halvleg med klar spildominans og langt de fleste scoringsmuligheder. Jesper Hansen havde en travl aften i målet, men i perioder fik FCN også vist noget af det elegante og boldsikre spil, som er blevet holdets varemærke. Det var således de gæstende tigre, der tog taktstokken fra start i 2. halvleg, hvor FCK havde mistet lidt af pusten til at presse så hårdt. Det gav blandt andet et hovedstød fra Patrick Mtiliga lige forbi FCK-målet, der blev vogtet af den tidligere FCN-keeper Kim Christensen. Det var dog FCK, der havde de to største chancer i 2. halvleg, inden målene faldt lige til sidst. Efter en lille times spil blev Pape Diouf spillet helt blank men skød forbi mål, og da FC Nordsjælland midt i 2. halvleg begyndte at lave flere træthedfejl, spillede FCK sig til et par store chancer efter boldtab. Dame N’Doye headede et indlæg fra Bolanoz over mål fra nært hold. Begge hold var ved at indstille sig på forlænget spilletid, da FCK med kun to minutter igen endelig fik udbytte af ét af hjemmeholdets mange hjørnespark. FCN havde indtil da afvist fint i dødboldsituationerne, men pludselig lå bolden lige til en udækket Sölvi Ottesen, som headede i kassen til 1-0. FCN forsøgte med et par sidste øjebliks indskiftninger at reagere, men det blev 2-0 på en hurtig kontra lige da den ordinære spilletid udløb, og så hjalp det så lidt at både den fremrykkede Jores Okore og Mikkel Beckmann sluttede kampen med to meget nærgående skud. Og den netop indskiftede Jacob Egeris headede over mål i fri position. Egeris kunne have fået en to minutters debut for FCN med en scoring, men det havde alligevel kun været pynt. Slaget blev tabt på målet i 88. minut, og pokaleventyret er slut for denne gang, efter at FCN har sat dansk rekord med 17 pokalkampe i træk uden nederlag. DBU Pokalen 1/4 finale, 24. november 2011  FCK-FCN 2-0 (0-0)
Mål:
88. minut: 1-0 Sölvi Ottesen
90. minut: 2-0 Pape Diouf
Tilskuere: 9.012
Dommer: Michael Johansen
Advarsler: Jores Okore, Enock Adu og Michael Parkhurst, FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
4 Henrik Kildentoft (ind i 82. minut 19 Mark Gundelach)
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Tobias Mikkelsen
10 Mikkel Beckmann
12 Rawez Lawan (ind i 90. minut 24 Andreas Granskov)
17 Søren Christensen (ind i 90. minut 3 Jacob Egeris)
18 Michael Parkhurst
På bænken uden at komme ind:
32 Jannich Storch
13 Oguzhan ”O.G.” Aynaoglu
20 Matti Lund Nielsen
21 Christian Gytkjær