FCN forlænger med Jores Okore

Kategorier


Jores Okore jubler efter sin scoring mod Brøndby. Nu har han scoret en kontraktforlængelse hos FCN. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN forlænger med Jores Okore

Fortsat fremgang og god indstilling betyder, at den stærke stopper nu endnu engang belønnes med en længere og forbedret kontrakt i FCN. Klub og spiller er nu bundet til hinanden fem år frem i tiden.

Det er kun 7 måneder siden Jores Okore debuterede i Superligaen for FC Nordsjælland. Siden er det kun gået én vej for den stærke stopper, der nu har spillet 28 kampe for tigrene og er ved at etablere sig som en fast del af det danske U/21 landshold. Derfor har FCN valgt at forlænge den kontrakt parterne ellers indgik for få måneder siden med yderligere 1½ år, så samarbejdet nu er gældende frem til slutningen af december 2016. Den stærke stopper på 19 år har ganske enkelt vist alle de rigtige egenskaber på og uden for banen. – Jores har taget yderligere skridt i sin udvikling, og det går hurtigere og har endnu færre udfald, end nogen kunne have forventet af en spiller på den alder. Når det så samtidigt handler om en af de unge, der kommer fra vores eget system, så synes vi, det er på sin plads at belønne den indstilling og udvikling Jores bliver ved med at lægge for dagen i FCN. Kort sagt leverer han varen på alle parametre, siger Sportschef Jan Laursen. – Samtidigt handler det jo også altid om for os, at forsøge at fremtidssikre vores fundament i FCN, og det mener vi bestemt Jores er og vil være en del af de næste år frem i tiden. Jores Okore ser dermed ud til at kunne blive en god periode endnu i den klub, hvor han har hørt til siden han var U/16 spiller og kom til fra B93. Okore har vundet medaljer og pokaler med både FC Nordsjællands U/17 og U/19 hold, inden han i foråret 2011 var med til det samme i DBU Pokalen som starter på Superligaholdet, der vandt finalen mod FC Midtjylland. Netop den historik har gjort det let for det store forsvarstalent at beslutte sig for at have fremtiden yderligere på plads og fortsætte sin udvikling i FC Nordsjælland, hvor han pt. er en del af Superligaens bedste defensiv. – Jeg er glad for at have forlænget min kontrakt yderligere, for det giver mig endnu bedre muligheder for at udvikle mig i en klub, som jeg er rigtig glad for at være i. I FC Nordsjælland føler jeg, der er gode spillere, gode trænere og et godt sammenhold. Den slags lægger jeg meget vægt på, og derfor har det været en nem beslutning at skrive under igen. Jeg håber, jeg kan være med til at fortsætte den gode udvikling der i FC Nordsjælland. Det betyder meget for mig, siger Jores Okore.