Bjelland kåret som månedens spiller

Kategorier


Det synlige bevis på titlen som månedens spiller i oktober fik Andreas Bjelland overrakt i forbindelse med søndagens udekamp mod HB Køge.

Bjelland kåret som månedens spiller

TV-stationerne kårer i fællesskab den bedste spiller i Superligaen hver måned, og i oktober blev Andreas Bjelland suveræn vinder

Det nærmest hagler ned med hæder til Andreas Bjelland fra alle sider i dette efterår. Han har fået masser af roser for sit spil på det danske landshold i de afgørende EM-kvalifikationskampe, og det har også været med til at sætte ekstra fokus på hans indsats for FC Nordsjælland i Superligakampene. De tre TV-stationer, der dækker Superligaen, kårer som fællesprojekt en “månedens spiller” og i oktober blev Andreas Bjelland en suveræn vinder af den titel. Hver station lader fire eksperter give tre, to og ét point til tre forskellige spillere, og de ialt 12 eksperter gav Andreas Bjelland samlet 30 point, mens Gilberto Macena fra Horsens fik 11 point på andenpladsen. Macena var i øvrigt månedens spiller i september, mens Martin Jørgensen, AGF, vandt den første kåring i august. Med prisen som månedens spiller, flot optræden på landsholdet og dansk kvalifikation til EM samt fremtiden på plads med underskrift på kontrakten med FC Twente gældende fra næste sommer har det været en forrygende periode for Andreas Bjelland. Holdkammeraterne er glade på hans vegne og sikre på, at Bjelland sagtens kan håndtere al virakken. Vi har i forbindelse med kåringen bedt spillerne omkring Bjelland om at vurdere hans betydning for holdet i FC Nordsjælland. Anfører Nicolai Stokholm har sin viceanfører i kæden lige bag sig: – For det første vil jeg gerne understrege, at kåringen er fuldt fortjent. Bjelland har i lang tid vist stort overskud i sit spil, både i kampene for FCN og på landsholdet. Han har vist, at han holder højt niveau hele tiden. Det smitter af og gør vores hold endnu bedre. – Jeg er også sikker på, at Bjelland selv bliver bedre endnu, når han får nogle flere kampe på international niveau. Han har en stor karriere foran sig, siger Nicolai Stokholm. Søren Christensen nyder som offensiv spiller glæde af Bjellands mange præcise afleveringer fremefter: – Bjelland er en klassespiller, og for os offensiv-spillere er det dejligt at arbejde med bolde, der bliver slået så præcist nede bagfra. Og så er der altid ro og udstråling over hans spil. Det smitter af til resten af holdet, og han er en fantastisk holdspiller, siger Søren Christensen. Patrick Mtiliga har som venstre back Bjelland tæt på i forsvarskæden: – Han har altid den rigtige udstråling af selvsikkerhed, og han går uimponeret til opgaverne. Det så vi også på landsholdet. Desuden spiller han med en sund arrogance, selv om han er helt nede på jorden. – Målmand og midterakse i forsvaret er meget vigtige, når man som vi altid bygger spillet op bagfra, og derfor er det vigtigt, at de udstråler sikkerhed. Det smitter af. Og det er flot, som han har grebet sin chance på landsholdet. – Kontrakten med Twente er også et overvejet og godt valg. Den vil være et springbræt for Bjelland og et “step up”. Jeg er sikker på, at han vil falde godt ind i den klub, der har gode visoner og en struktur, der har sikret stabilitet i toppen gennem fem år, siger Patrick Mtiliga. Der kåres igen en månedens spiller i november og i de forårsmåneder, hvor der spilles i Superligaen, hvorefter alle point tælles sammen til kåring af en årets spiller i Superligaen.