Bjelland: En fantastisk vigtig sejr

Kategorier


Andreas Bjelland var meget tæt på at score på hovedstød. (Foto: Boesenfoto.dk)

Bjelland: En fantastisk vigtig sejr

FC Nordsjællands spillere er meget opsatte på at holde fast i den øjeblikkelige andenplads

Sejrssangen er snart et fast ritual efter FC Nordsjællands kampe hjemme i Farum Park, og efter et enkelt kiks, var alt igen som det plejer med John Mogensen slagere i højtaleren og jubel fra bænkene. Det er tydeligt, at samtlige spillere er meget fokuserede på at holde fast i den øjeblikkelige andenplads i Superligaen. Andreas Bjelland udtrykte det således: – Det var en fantastisk vigtig sejr. Vi viser igen stor stabilitet, og selvfølgelig vil vi gøre alt for at holde os i toppen til vinterpausen, men der venter os en meget svær udekamp i Silkeborg på søndag. – Men nu glæder vi os over den her sejr og på torsdag gælder det så pokalen, hvor vi også gerne vil videre. I morgen retter vi fokus mod pokalen, og så kommer Silkeborg-kampen først ind i billedet fredag. Vi har været rigtig gode til at holde fokus på begge dele, og det kan vi sagtens gøre igen, sagde Andreas Bjelland, der ærgrede sig lidt over, at han ikke fik scoret på sit hovedstød. – Han når lige at rykke ind fra stolpen og blokere, men så er det jo godt, at vi har “Becks”, så vi alligevel får lukket kampen til 2-0. Derefter havde vi fuld kontrol over det hele, og vi gjorde det igen fornuftigt med bolden, selv om banen ikke er den bedste på nuværende tidspunkt, siger Andreas Bjelland. Søren Christensen havde også et par gode skudforsøg, men ramte ikke målet denne gang: – Jeg kunne godt have scoret, men det lykkedes ikke for mig i dag. og så er det jo godt, at “Becks” rammer kassen. Det betyder ikke noget, hvem der scorer målene, bare vi vinder kampene. – Jeg synes, hele holdet spillede godt i dag. Og det blev en bedre kamp, fordi de kom længere frem end sidst, de var her. Alligevel fandt vi plads til en række fine kombinationer, og havde vi været lidt mere skarpe, havde vi scoret flere mål. Jeg synes, vi har en fin indbyrdes forståelse, og det var en stærk kollektiv præstation, siger Søren Christensen. Anfører Nicolai Stokholm vurderede kampen således: – Kampen gik lige, som vi gerne ville. Heldigvis fik vi scoret i 1. halvleg, og andet mål var som flyttet lige ind fra træningsbanen. Et rigtigt skabelon-mål. Det var flot, og vi kan være godt tilfredse. Nu har vi en svær og spændende pokalkamp i Parken på torsdag, og vi tager én kamp af gangen, siger Nicolai Stokholm.