Zinckernagel fik sin landsholdsdebut

Kategorier


FC Nordsjællands Philip Zinckernagel er for første gang i en landsholdstrup, og han fik debut i nationaldragten til allersidst, da Danmarks U/18 landshold i aftes slog Belgien 1-0 i Roskilde.

Zinckernagel fik sin landsholdsdebut

U/18 landsholdet vandt 1-0 over Belgien, og der er “returmatch” i Farum Park torsdag kl. 18

I morgen torsdag kl. 18.00 er der kick off i Farum Park for Danmarks U/18 landskamp mod Belgien, og der er to spillere, der glæder sig ekstra meget til den kamp. Det er FC Nordsjællands Kristian Lindberg og Philip Zinckernagel, der begge er i den danske U/18 trup og således kan komme til at optræde i nationaldragten på hjemmebane. Kampen i Farum Park er “returopgør” for de samme to landes møde i aftes i Roskilde, hvor Danmark vandt 1-0. I den kamp var Kristian Lindberg med fra start og fik godt 70 minutter på banen, mens Philip Zinckernagel måtte vente til de allersidste minutter, før han blev sendt på banen til sin landsholdsdebut. U/18 landsholdet er baseret på den succesrige årgang 94, der nåede så meget stort sammen som U/17 landshold, både med en semifinale ved EM og deltagelse i VM slutrunden. Landstræner Per Andersen arbejder nu videre med de unge talenter i U/18 regi, og begge denne uges kampe mod Belgien er venskabskampe med henblik på at ruste spillerne til de øgede krav på U/19 landsholdet, hvortil enkelte af spillerne fra årgang 94 allerede er rykket op. Den danske U/18 trup er indkvarteret i Farum Park Sports- og Konferencecenter i forbindelse med de to kampe, og for Kristian Lindberg og Philip Zinckernagel er samlingen og kampene en stor chance for at vise sig frem i landsholdsregi og få erfaring. Og i morgen torsdag kl. 18 kan alle interesserede altså følge dem i hjemlige omgivelser i Farum Park i et nyt møde med Belgien.
Der er gratis adgang til landskampen i Farum Park.  FC Nordsjælland har også haft en spiller med på Danmarks U/17 landshold, der netop via tre sejre har kvalificeret sig i suveræn stil til 2. EM-kvalifikationsrunde. 16-årige Emiliano Marcondes Hansen repræsenterede FCN på det danske landshold, og Emiliano fik meget spilletid i de to første kampe med sejre over Italien og Østrig, men desværre måtte han hurtigt udgå af den sidste kamp mod Cypern på grund af en tandskade.   Læs alt om de danske U-landshold på: www.dbu.dk