Jores: Det er en stor oplevelse

Kategorier


Jores Okore jubler her over sin første scoring for FCN i Superligaen. Nu kan han også glæde sig over fuld tid i to kampe på U/21 landsholdet. (Foto: Boesenfoto.dk)

Jores: Det er en stor oplevelse

FC Nordsjællands Jores Okore spillede lige som Andreas Laudrup tirsdag med i det danske U/21 landsholds 0-0 kamp i Serbien.

Både Jores Okore og Andreas Laudrup havde fået genvalg i den danske startopstilling, da Danmark torsdag eftermiddag spillede på udebane mod topholdet Serbien i EM-kvalifikationen for U/21 landshold. Og Danmark fik et fint resultat med hjem, da der efter de 90 minutter fortsat stod 0-0 på måltavlen. De to FCN’ere havde en god andel i resultatet, da Jores Okore fik samtlige minutter på banen, mens Andreas Laudrup først blev taget ud kort før tid, efter den lille dribler havde udfordret flere gange i en kamp, hvor han ellers blev mandsopdækket af den serbiske back.  – Vi spillede en god kamp og styrede spillet i store dele af den, synes jeg. Vi var pressede det sidste kvarter, men generelt gik det fint, og vi fik for det meste spillet os ud af presset. Resultatet vi fik med hjem er fint for os, og vi ville ikke forcere noget i en svær udekamp. Så vi er godt tilfredse med 0-0 og er glade for det ene point, siger Jores Okore. Det uafgjorte resultat betyder danskerne og Landstræner Morten Wieghorst nu har 7 point efter tre kampe, da det i fredags blev til en 4-0 sejr over Færøerne. Også i den kamp spillede 19-årige Jores Okore fuld tid i rødt og hvidt og var med til at holde buret rent, og den sidste uge har derfor været en mindeværdig én af slagsen for den stærke stopper. – Det har været 10 helt fantastiske dage og en stor oplevelse at spille de to kampe. Det har givet mig blod på tanden og endnu mere mod på tilværelsen som fodboldspiller. Det er bare en stor oplevelse at repræsentere Danmark. Jeg vil ikke sige, jeg er overrasket over den spilletid, jeg har fået med de skader der er i truppen, men jeg er bare glad for, at jeg greb chancen og beviste, jeg kan være med på det her niveau og betale Landstræneren tilbage for den tillid han har vist mig, siger Okore.