Hele holdet har æren for de mange clean sheets

Kategorier


Jesper Hansen har snuppet bolden i sikker stil for støvlenæsen af en AaB-angriber. (Foto: Boesenfoto.dk)

Hele holdet har æren for de mange clean sheets

FCN-keeper Jesper Hansen forklarer det stærke FCN-forsvar med spillernes interne kendskab og kollektivets arbejde

FC Nordsjælland kan i øjeblikket fremvise en ganske imponerende serie på seks kampe i træk, hvor der ikke er scoret mod holdet hjemme i Farum Park. Det drejer sig om de seneste fem Superligakampe, som alle er vundet samt det målløse opgør mod Sporting CP fra Lissabon i Europa League. Den sidste scoring mod FCN i Farum Park stod Silkeborg for den 7. august, da Kasper Risgård efter 29. minutters spil bragte gæsterne foran 1-0, men siden fik FCN vendt kampen og vandt 2-1. Der er altså nu spillet 601 minutter uden modstandermål i Farum Park, heraf de 511 minutter i Superligaen. FCN-keeper Jesper Hansen har vogtet buret i dem alle, bortset fra de 90 minutter mod SønderjyskE, hvor David Jensen og Jannich Storch i hans skadesfravær holdt buret rent. Den fantastiske serie kommer også lidt bag på førstekeeperen: – Det var jo ikke noget, vi havde regnet med, for vi har jo ikke tidligere været specielt dygtige til at lukke af i længere tid af gangen. Tidligere er clean sheet kommet med mellemrum, men at vi nu er inde i en stime er rigtig flot, og nullet i seks kampe i træk havde vi slet ikke turdet tro på inden sæsonen, siger Jesper Hansen. En del af forklaringen kan være den stabilitet, der har været i bagkæden gennem længere tid med få ændringer fra gang til gang: – Vi kender hinanden rigtig godt og kender hinandens kompetencer. Det betyder meget. Og så holder vi fokus på, at presset på modstanderen skal komme helt oppefra. Forreste mand er den første forsvarer, og vi har været gode til at hænge sammen som hold og sætte pres på modstanderne højt oppe, så det bliver lettere for bagkæden at trevle op. Derfor har vi været så stærke på den sidste tredjedel af banen. – Det giver en god følelse i kampene, og vi ved, at der skal meget til at score mod os. Modstanderne skal virkelig være skarpe for at nedbryde den defensive mur, som hele holdet bidrager til, siger Jesper Hansen. Næste opgave for FCN i Farum Park bliver pokalkampen mod FCM torsdag 27. oktober kl. 18, hvor den gode hjemmestatistik forhåbentlig bliver en vigtig ballast: – Det er godt, at vi trak hjemmebane mod FCM, for de har jo en tilsvarende stærk hjemmebane. Vi går 100% efter at komme videre i pokalen. Det er så vigtigt for os at forsvare den pokal. Tre gange i træk vil være en fantastisk bedrift, siger Jesper Hansen. Men forinden gælder det næste kamp i Superligaen, hvor FCN gæster Parken mandag aften kl. 19 for at møde FCK: – Det bliver en svær kamp, men også på udebane er vores defensiv stadig god, selv om vi ikke har fået så mange point ude. Vi må tage de gode takter fra de seneste kampe med os til Parken, for vi kommer til at møde et FCK-hold, der er klar, og så skal alle mand hos os levere 100%, hvis det skal lykkes. Men jeg synes, vi normalt har gode kampe mod FCK og trives fint med at spille i Parken, så vi skal da tro på et point eller tre, siger Jesper Hansen.