FCN-talent prøvetrænede i Twente

Kategorier


Zabi Eskandri blev belønnet for gode præstrationer på FCN U/17 med et træningsophold hos hollandske Twente. (Foto: Jens Kristian Lørup)

FCN-talent prøvetrænede i Twente

Zabi Eskandri fik i sidste uge oplevelsen af at træne og spille i den hollandske storklub Twente

I sidste uge var FC Nordsjællands unge venstrekant Zabi Eskandri til prøvetræning i den hollandske storklub Twente. Eskandri, der er årgang 96 og til dagligt spiller for FCNs U/17 hold, har leveret flotte præstationer over en længere periode, og som en belønning for det, valgte klubben at takke ja, da Twente tilbød prøvetræning. Den blot 14-årige spiller trænede med holdet to gange og deltog i en enkelt kamp. Derudover blev han også udsat for en fysisk test. Eskandri gjorde en god figur og repræsenterede klubben på bedste vis i både træning og kamp, samt efterlod et godt indtryk. I kampen spillede Eskandri for U/19 holdet, som mødte et semiprofessionelt U/23 mandskab. Eskandri var med fra start, og scorede et mål inden han blev skiftet ud efter små 70 minutters spil. I den lille uge han var i Twente,  boede han hos en familie, hvor én af de øvrige spillere også boede, og på den måde oplevede han, hvordan hverdagen for en spiller i Twente er. Alt i alt en rigtig positiv oplevelse for Zabi Eskandri. – Vi har en god kontakt med flere udenlandske klubber, heriblandt Twente. Vi har vurderet internt blandt trænerne, at han havde fortjent at få den oplevelse. Indbydelsen fra Twente kom efter en længerevarende periode med gode indsatser, og derfor ville vi gerne give ham den oplevelse, siger A+ Træner Kenneth Rasmussen. – Det var et godt ophold, hvor han fortsatte de gode takter. Han har fået en god oplevelse, og det tror vi på, han tager med sig hjem til FCN, hvor det forhåbentlig vil gavne hans personlige udvikling, lyder det fra Kenneth Rasmussen.