En hård weekend for U-holdene

Kategorier


FC Nordsjællands Philip Zinckernagel spillede i fredags U/18 landskamp mod Belgien i Farum Park og får her lige et held og lykke med på vejen af FCN-holdleder Raul. Lørdag i Århus brændte Zinckernagel desværre straffe for FCN i U/19 Ligakampen.

En hård weekend for U-holdene

FC Nordsjællands U/17 og U/19 hold spillede på udebane i weekenden mod AGF/Viby, og her blev det desværre til et 0-2 nederlag til begge hold.

U/19 Liga: AGF/Viby-FCN 2-0 (1-0)
Mål: 14. minut: 1-0. 63. minut: 2-0

FCN havde spilovertaget i store dele af kampen mod AGF/Viby, men endte desværre alligevel med at tage hjem fra Aarhus med et nederlag. Efter et kvarters spil kom hjemmeholdet foran efter et indkast, hvilket var perfekt for AGF/Viby i forhold til deres taktik, der gik ud på at være afventende og spille på kontra. Efter målet havde FCN bolden meget, og det resulterede i en masse hjørnespark, som dog ikke blev udnyttet. Et enkelt minut før pausen fik FCN tilkendt et straffespark, men desværre brændte Philip Zinckernagel, og derfor gik FCN til pause bagude 0-1.

Banen var meget medtaget efter første halvleg, og det medførte at FCN ikke kunne spille ligeså hurtigt som i første halvleg, og derfor skabte tigrene i starten af anden halvleg heller ikke så mange chancer. Efter 63 minutters spil kom AGF/Viby foran 2-0 efter et angreb, hvor de havde kombineret sig igennem FC Nordsjællands forsvar. FCN ændrede herefter spillestil grundet den dårlige bane, og begyndte at sparke lange bolde frem til angriberne. Det gav hurtigt tre store chancer, ligesom FCN også havde to frispark på kanten af feltet. Effektiviteten manglede dog, og derfor endte kampen med et 0-2 nederlag til FCN.

– Vi har et stort spilovertal, og gør mange gode ting. Men i de afgørende situationer, når det handler om at sparke bolden i mål eller sætte sig igennem i en tackling, der taber vi i øjeblikket. Næste kamp er på lørdag mod FC Midtjylland på udebane, og der skal vi rejse os, fortæller U/19 Cheftræner Peter Feher.
U/17 Liga: AGF/Viby-FCN 2-0 (2-0)
Mål: 38. minut: 1-0. 39. minut: 2-0 Begge mandskaber kom fint ud til kampen, og det første kvarter var meget lige. Herefter tog FCN teten i kampen, og styrede de sidste 25 minutter af første halvleg. FCN havde kontrollen, men et dumt boldtab var årsagen til at man efter 38 minutter begik et straffespark. Dette udnyttede AGF/Viby, som bragte sig foran 1-0. Et enkelt minut efter laver FCN endnu et dumt boldtab, hvilket igen blev udnyttet af AGF/Viby. Dermed gik FCN til pause bagude 0-2 efter at have indkasseret to mål på to minutter.

Det var naturligvis en kold spand vand i hovedet på FCN-spillerne. I pausen forsøgte træneren at få holdet op igen, men desværre var det ikke alle spillere der formåede at løfte sig. I anden halvleg var der derfor ikke meget at komme efter. AGF/Viby kontrollerede hele anden halvleg, og var meget ovenpå, mens FC Nordsjællands unge spillere var det modsatte. Chancen for at få bragt lidt spænding ind i opgøret var dog tilstede, da FCN fik produceret en friløber, som de desværre brænder. Opgøret endte derfor 2-0 til AGF/Viby. FCN har nu 12 point for syv kampe, og ligger på en sjetteplads i U/17 ligaen.

– Der var mange gode elementer, men vi skal følge vores aftaler i alle 80 minutter og spille stabilt over en hel kamp. Vi skal lære at følge konceptet og aftalerne i hele kampen, også selvom man har modgang, for det er netop den måde man kommer tilbage på sporet. Det er det vi skal lære af denne kamp, siger Cheftræner for U/17 holdet, Sune Jensen. Også U/17 Ligaholdet spiller ude mod FC Midtjylland i næste kamp på lørdag.