David Jensen knæskadet

Kategorier


Målmand David Jensen var søndag for første gang med fra start i en Superligakamp men måtte desværre udgå i pausen med en knæskade. (Foto: Boesenfoto.dk)

David Jensen knæskadet

FC Nordsjællands unge reservemålmand David Jensen har læderet sit ledbånd i det ene knæ. Yderligere undersøgelser vil vise, hvor lang hans pause bliver

David Jensen måtte udgå i pausen af Superligakampen mellem FC Nordsjælland og SønderjyskE efter et sammenstød med en holdkammerat, da målmanden var ude og forsvare sit mål. En scanning har nu vist, at skaden vil koste ham en pause fra fodbold på foreløbig halvanden måned. – David har læderet ledbåndet i sit venstre knæ, og isoleret set vil det koste ham en pause på 4-6 uger. Scanningen viste også, at der er en blødning i hans forreste korsbånd, og en undersøgelse om to uger vil afgøre, om det får indflydelse på varigheden af hans pause, siger FC Nordsjællands Osteopat og Fysioterapeut Jacob Møller. Uheldet kom på et ærgerligt tidspunkt for den 19-årige keeper, der lige havde fået bevist, at han havde niveauet til at være med på det højeste niveau. I ugen op til skaden nåede David Jensen at vogte målet i tre kampe for FCN, hvor han ikke lukkede et eneste mål ind. Og netop derfor ser Sportschefen fortrøstningsfuldt på situationen. – Det er ærgerligt og synd for David, og en skade kommer aldrig på et belejligt tidspunkt. Men han har det seneste halve år været inde i en fantastisk udvikling, hvor han nåede at få spilletid i Superligaen. Det kan vi glæde os over, for David har den vej igennem bevist overfor sig selv og klubben, at der er masser af potentiale at bygge videre på, siger Jan Laursen. 1. målmand Jesper Hansen har trænet fuldt med igen siden mandag og ser dermed ud til at have kommet sig oven på sin hjernerystelse.