Bjelland: Det var en kongekamp

Kategorier


Højt humør i omklædningsrummet og tre dejlige point med hjem fra Parken.

Bjelland: Det var en kongekamp

Det er fantastisk, at vi kan fortsætte vores stime og udvikle videre på spillet. Det var nærmest outstanding i dag, siger Andreas Bjelland

Med 3-1 over FCK i Parken fik FCN sin tredje sejr i træk i Superligaen, og det er anden gang i denne sæson, at de nordsjællandske tigre præsterer tre på stribe. Det er således blevet til seks sejre i de sidste syv kampe og otte sejre i de sidste ti kampe. En imponerende formkurve og stabilitet. Det afspejlede sig også i omklædningsrummet bagefter, hvor stemningen naturligvis var ekstra høj efter en så sikker sejr over Danmarks bedste hold. Andreas Bjelland udtrykte det således: – Alle spillede en kongekamp i dag. Det var en rigtig god holdindsats, og sejren var hverken heldig eller noget. Den var så fortjent. – Det er imponerende, at vi formår at fortsætte vores stime og udvikle videre på spillet. Det var nærmest outstanding i dag. Vi fandt hele tiden rum at spille i og især de første 40 minutter spillede vi meget flot. – Og så formåede vi at blive ved med at stå højt på banen til vi fik det tredje mål. Vi vidste, vi ikke måtte falde for langt tilbage på banen, og det undgik vi lige indtil de sidste minutter, sagde Andreas Bjelland, der sammen med holdkammeraterne kan glæde sig over sådan en super start på en svær ude, der byder på to kampe mere, begge hjemme i Farum Park. På torsdag kl. 18 gælder det pokalkampen mod FCM, en gentagelse af de to seneste års pokalfinaler, og på søndag kl. 16 er Lyngby gæst til lokalopgør i Superligaen. – Lige nu glæder vi os bare over den her sejr. Nu slapper vi af i morgen, og så tager vi fat på forberedelserne til pokalkampen. Vi lever jo for at spille fodbold, så vi er også klar til de næste kampe, konstaterede styrmand Bjelland. Tobias Mikkelsen scorede et meget afgørende mål til 2-0 efter et mønsterangreb: – Da jeg startede mit løb ind i feltet, roede jeg, at jeg skulle have bolden i en stikning indenom, men så kunne jeg se, at Beckmann fortsat helt til baglinjen, og jeg trak mig lidt bagud for at kunne sparke til indlægget. Det var et af de flotteste mål, og det gav os endnu mere ro i spillet. – Der blev flere rum at spille i, og vi aftalte i pausen, at vi skulle gå ud til 2. halvleg og gå efter målet til 3-0. Det gjorde vi, og heldigvis lykkedes det med en fantastisk holdpræstation. Jeg tror aldrig, vi har spillet så flot i Parken før. Det viser, at det vi laver til træning bærer frugt, så det er bare om at fortsætte.’ – Vi vil ikke se så meget på stillingen, men koncentrerer os om én kamp af gangen. Lige nu er benene lidt ømme, men det skal nok være væk til pokalkampen torsdag, lovede Tobias Mikkelsen. Fødselaren Mikkel Beckmann kan også roligt give fuld skrue på torsdag, for han må sidde over med karantæne på søndag i Superligaen mod Lyngby: – Jeg kunne ikke ønske mig bedre fødselsdagsgave end den her sejr over FCK, og jeg lader ikke en karantænedag spolere humøret. Så må jeg give lidt ekstra på torsdag i pokalen, sagde Mikkel Beckmann, der fejrede sin 28 års fødselsdag på mindeværdig facon.