Truppen til Aalborg

Kategorier


Adu er klar igen efter sin tåskade. (Foto: Boesenfoto.dk)

Truppen til Aalborg

FC Nordsjælland spiller søndag kl. 14.00 ude mod AaB. Trænerteamet har udtaget 19 spillere til kampen.

FC Nordsjælland har præsteret flot på hjemmebane i den nye sæson i Superligaen, hvor samtlige klubbens foreløbige 10 point er hentet. Søndag eftermiddag skal holdet så forsøge at få noget på tavlen på udebane, når AaB tager imod. En opgave, der på papiret ikke ser let ud, da AaB har vundet samtlige hjemmekampe i Aalborg i efteråret. Alligevel ser Cheftræner Kasper Hjulmand frem til opgaven. – Det er en spændende udfordring, vi står over for. AaB er i en god forfatning som ubesejrede i Superligaen og med maksimum point på hjemmebane. De fortjener i den grad anerkendelse for deres sæsonstart. Jeg synes også, at de har været med i underholdende kampe med meget energi, og vi er klar til at bidrage til den fest, som det kan blive, når vi mødes denne gang. Vi glæder os til kampen og til at komme til Aalborg, der er en rigtig fodboldby med mange mennesker på stadion og god stemning, siger Kasper Hjulmand. FC Nordsjællands formkurve har været jævnt stigende, og inden landskampspausen bød holdet på gode præstationer i et snævert nederlag ude mod Sporting CP fra Lissabon og i den suveræne sejr på 4-0 over lokalrivalerne fra Lyngby hjemme i Farum Park. Derfor er Cheftræneren også optimist.  – Vi spillede gode kampe mod Sporting og Lyngby. Derfor gik vi på minipause med en god fornemmelse, men det skal naturligvis følges op med gode præstationer, og det starter i Aalborg, hvor vi skal jagte sejren. Vi ved, det bliver svært, men vi har en god følelse i truppen, og vi tager derop for at prøve at vinde, siger Hjulmand. Truppen er skadesfri og det betyder bl.a. Enoch Adu kan udtages igen efter en pause pga. tåproblemer. Der er også mulighed for Superligadebut til Patrick Mtiliga. FC Nordsjællands trup til Superligakamp mod AaB i NRGi Nord Arena søndag kl. 14.00:
1.Jesper Hansen (M), 2. Jores Okore, 3. Jacob Egeris, 4. Henrik Kildentoft, 5. Andreas Bjelland, 6. Enock Adu, 7. Nicolai Stokholm, 8. Patrick Mtiliga, 9. Tobias Mikkelsen, 10. Mikkel Beckmann, 12. Rawez Lawan, 17. Søren Christensen, 18. Michael Parkhurst, 19. Mark Gundelach, 20. Matti Lund Nielsen, 21. Christian Gytkjær, 22. Andreas Laudrup, 24. Andreas Granskov, 25. David Jensen (M). Truppen tæller 19 spillere og derfor sorteres én fra på kampdagen.