Sprudlende FCN sendte Brøndby til tælling

Kategorier


Jores Okore jubler over sin første Superligatræffer nogensinde, et fremragedne mål til 2-0 mod Brøndby. (Foto: Boesenfoto.dk)

Sprudlende FCN sendte Brøndby til tælling

 FC Nordsjælland spillede en helt fantastisk 2. halvleg og vandt en overlegen sejr på 2-0

Der var lagt op til et brag af en kamp i Farum Park, da gæstende Brøndby kom med en 5-0 sejr i bagagen, og FCN med masser af selvtillid fra de foregående sejre. Men efter en lige 1. halvleg, var der kun ét hold på banen efter pausen. FCN spillede en fantastisk 2. halvleg og sendte Brøndby til tælling med en knusende sikker 2-0 sejr. De første 45 minutter var intense med chancer i begge ender af banen og måske endda med et lille overtag til Brøndby. Men da FCN indledte 2. halvleg med et flot hovedstødsmål af Andreas Granskov, og den bomstærke forsvarer Jores Okore små ti minutter efter pausen øgede til 2-0 efter et hjørnespark, var resten af kampen nærmest ren opvisning af et veloplagt FCN-mandskab. Samtlige mand ydede maksimalt, og bolden blev kørt rundt i ren olé fodboldstil, som om FCN-spillerne havde studeret Barcelonas 8-0 sejr aftenen forinden. Brøndby forsøgte mere og mere desperat at få lagt et pres, men hver gang spillede FCN sig elegant fri af alle forsøg på tacklinger fra Brøndbys side. FCN sad på spillet og styrede sikkert sejren hjem, mens Brøndbys spillere virkede mere og mere modløse. Mange havde med spænding set frem til en duel mellem Brøndbys nyindkøbte Dennis Rommedahl overfor Patrick Mtiliga hos FC Nordsjælland. Men i første direkte løbeduel blev Rommedahl sat skak og i resten af kampen var han nærmest usynlig. Patrick Mtiliga regerede på FC Nordsjællands venstrekant, og Rommedahl forsøgte forgæves at finde spillerum andre steder på banen. FCN er nu noteret for tre Superligasejre i træk, hvilket på intet tidspunkt lykkedes i sidste sæson. Og fem af de seneste seks kampe i Superligaen er vundet, hvilket betyder en øjeblikkelig tilknytning til toppen. Desuden kan FCN glæde sig over, at Farum Park er ved at blive en uindtagelig fæstning, nu med 11 hjemmekampe i træk uden nederlag. Det er virkelig imponerende. Bare synd at øsende regnvejr i timerne op til kampen holdt en del tilskuere væk, så kun 6.479 fik den store fodboldoplevelse i Farum Park. De medrejsende Brøndby-fans kunne måske godt have undværet “oplevelsen”, men de var realistiske nok til at synge om mulighederne for dem i næste kamp, men FCN holdt legestue med deres yndlinge. Kampen kunne måske have udviklet sig anderledes, hvis Brøndby havde været mere skarp i 1. halvleg, hvor gæsterne var en anelse mere farlige i en ellers spillemæssigt lige kamp. Brøndby fik således en stor mulighed på et direkte frispark lige på kanten af feltet, da dommer Michael Svendsen skønnede, at Michael Parkhurst havde hånd på bolden. Men heldigvis var Jesper Hansen vaks og fik drejet det hårde flade skud fra Michael Krohn-Dehli udenom mål. Jesper Hansen spillede i det hele taget som resten af holdet en forrygende kamp og klarede et kanonhårdt langskud fra Mikkel Thygesen. Tættest på scoring var Brøndby dog kun fire minutter før pausen, da Brent McGrath nærmest trampede sig fri i feltet og fik skabt et gigantisk klumpspil, hvor FCN heldigvis i sidste øjeblik fik sparket væk. FCN havde to gode forsøg før pausen. En veloplagt Mikkel Beckmann spillede Tobias Mikkelsen fri på kanten, og hans indlæg fra baglinjen var både Beckmann og Granskov tæt på at få raget i mål. Beckmann havde også et langskud, som gav en ripost, som målmand Tørnes dog nåede igen lige foran Granskovs støvlespids. Efter den målløse og lige 1. halvleg, kom FCN ud til 2. halvleg med en forrygende energi og overrumplede totalt Brøndby, der blev slået groggy første gang i det 48. minut, da Andreas Laudrup efter et par smarte træk ind i banen løftede bolden ind foran, hvor Andreas Granskov i nærkamp med store Goodson fik dirigeret bolden flot i nettet med hovedet. Herefter spillede FCN sprudlende og satte Brøndby under pres. Granskov tilkæmpede sig et hjørnespark, som resulterede i et par skudforsøg, der blev blokeret af forsvaret, før bolden tredje gang faldt ned foran Jores Okore, der knaldede den fladt i nettet til 2-0. Herefter var det ren FCN-opvisning med fodboldspil af høj høj klasse. Brøndby forsøgte med taktiske udskiftninger at ændre kampens for dem så skæve gang, men intet hjalp. Gæsterne fandt aldrig noget modtræk overfor det boldsikre pasningsspil, som FCN brugte til at spille sig fri af selv de snævreste rum. Det var langt tættere på 3-0 end på Brøndby reducering på en dag, hvor FCN funklede og beviste, at der er gods i det hold til en rigtig spændende sæson i den sjove ende af Superligaen. Der er i hvert fald kontakt til toppen nu og god luft til bunden. Det skal følges op i Århus på lørdag, hvorefter SønderjyskE venter hjemme i Farum Park om 14 dage. 9. runde 18. september 2011 FCN-Brøndby 2-0 (0-0)
Mål
48. minut: 1-0 Andreas Granskov, assist Andreas Laudrup
54. minut: 2-0 Jores Okore
Tilskuere: 6.479
Dommer: Michael Svendsen
Advarsler: Michael Parkhurst, Patrick Mtiliga og Andreas Bjelland, FCN, samt Femi, Clarence Goodson, Michael Krohn-Dehli og Dario Dumic, Brøndby.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
5 Andreas Bjelland
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Tobias Mikkelsen
10 Mikkel Beckmann
17 Søren Christensen (ind i 81. minut 20 Matti Lund Nielsen)
18 Michael Parkhurst
22 Andreas Laudrup (ind i 68. minut 12 Rawez Lawan)
24 Andreas Granskov (ind i 59. minut 6 Enock Adu)
På bænken uden at komme ind:
25 David Jensen
13 Oguzhan “O.G.” Aynaoglu
19 Mark Gundelach
21 Christian Gytkjær